Bodil Kornbek:
– Det er da de kristne i andre partier, der har et problem

Hvordan kan de støtte en statsminister, der vil have religion ud af det offentlige rum – eller mistænkeliggørelsen af religion? – Hvis ikke statsministerens ord om, at religion skal ud af det offentlige rum, kan få kristne til at beslutte, hvor de skal stemme, så véd jeg ikke hvad der skal til…Det siger Bodil Kornbek, som er landsformand for Kristendemokraterne, der i denne weekend holder landsmøde.
Hun undrer sig over, at Venstre fortsat har opbakning fra mange kristne.
– Heldigvis er der mange flere kristne vælgere, end dem, der stemmer på os, siger hun.
– Og vi véd jo godt, hvor meget økonomien betyder for os alle. Men vi har aldrig haft flere penge til forbrug. Og denne regerings værdigrundlag og menneskesyn er meget bekymrende.

’Mennesket er mere værd end sit afkast’

– Hvad er det for et menneskesyn, du ser?
– Det menneskesyn er, at et menneske kun er det værd, det præsterer. At det kun er det afkast, det kan producere, der interesser…
At man mistænkeliggør dem, der er fremmede, anderledes eller social dårligt stillede. Det er så langt væk fra kristen tankegang, at vi bliver nødt til at sige fra.

Udfordrer opposition

På landsmødet i den kommende weekend i Middelfart har Kristendemokraterne inviteret lederne af oppositionen – Helle Thorning-Schmidt (S), Marianne Jelved (R) og Ole Sohn (SF) til at komme med indlæg og indgå i en debat med Bodil Kornbek. Tv-manden Morten Løkkegaard er ordstyrer.
– Ligger der et signal i det?
– Ja, der ligger i hvert fald det signal, at vi er et midterparti og ikke vil være med til blokpolitik. Vi har ikke nogen berøringsangst overfor oppositionen.
– Men hvorfor netop invitere oppositionen?
– Vi gør det for at diskutere værdigrundlag med oppositionen. Vi synes nemlig, at især Socialdemokratiet og de Radikale er løbet med på regeringens dagsorden.
Venstre gik jo til valg på to meget forenklede sager: Udlændinge og skattestop.
Disse to sager har holdt Venstre ved magten. Regeringen har fået lov at lave dybtgående ændringer i samfundet, som virkelig burde få os op på mærkerne.

Mistænkeliggørelse

– Vi bryder os ikke om den mistænkeliggørelse, der sker overfor udlændinge, der er kommet til Danmark. Mange er i øvrigt kristne.
Vi véd godt, at der er nogen muslimer, som bliver nødt til at lære at leve i et demokrati med de friheder, det giver.
Men det er ikke rimeligt, at det medfører en mistænkeliggørelse af alle muslimer – og af kristne.
Det er ikke rimeligt, at man for at skabe balance også angriber såkaldte kristne fundametatalister, hver gang man langer ud efter rabiate muslimske fundamentalister.
Vi synes ikke, det er en anstændig måde at behandle hinanden på, når man bevidst skaber disse fjendebilleder.
Det er i hvert fald ikke den måde, vi vil gøre det på.

Religion er positivt

– Vi må se religion som en ressource og ikke som en fjende. Kristendommen har været med til at give vores samfund en masse positive værdier og friheder.
Kristendommen er også med til at give et samfund en god moral.
Det betyder utroligt meget at have et kristent værdigrundlag at bygge på. Når man véd, hvad man selv står for, er man ikke bange for andre.

De dårligt stillede

– Mistænkeliggørelsen går ikke blot ud over udlændinge. Det er også den måde, man fra regeringen behandler f.eks. kontanthjælp-modtagere på.
Det er jo mennesker, som i nogle tilfælde har været ude af arbejde i ti år. De kan ikke bare få sig et arbejde. De skal hjælpes tilbage.
Vi må finde en ordentlig måde at behandle hinanden på og ikke blot tænke på økonomien, siger Bodil Kornbek.

Ikke kun moral

– Burde KD ikke markere sig mere på de moralske områder?
– Vi har jo udtalt os gang på gang, både om insemination af lesbiske og om bioetik, men det kommer ikke altid i medierne.
Og vi vil heller ikke kun arbejde med de moralske spørgsmål. Vi er jo heller ikke kun kristne om søndagen – vores kristne holdning betyder noget hele ugen igennem – på alle livets områder, slår Bodil Kornbek fast.
Hun er selv til daglig souschef på Købehavns Kvindehøjskole. Hun er 45 år og netop i år kan hun fejre sølvbryllup med Peter, som hun har tre børn med – på 23, 21 og 16 år. Ved siden af et krævende arbejde og familieliv, skal hun føre KD tilbage i Folketinget.

Ikke pop-politik

– Hvis dit parti igen skal i Folketinget skal du have nogle af de vælgere, som nu stemmer på f.eks. Dansk Folkeparti tilbage. Hvordan vil du det?
– Vi vil ikke lave politik efter, hvad vej vinden blæser. Sådan som DF gør, når de først er med til at skære ned på tilskuddet til kommunerne – og når så folkestemningen blæser en anden vej, så går de ind for, at der skal gives lidt.
Vi har et godt program og nogle grundholdninger, som vi bygger vores politik på.
– Men de fleste vælgere læser jo aldrig jeres partiprogrammer. Er I ikke for pæne og grundige? Eller for langsomme og forsigtige…
– Jo måske, og det er også en stor udfordring for os at blive mere tydelige. Vi bliver nødt til at melde mere klart ud, hvad vi står for. Vi skal ikke være bange for at sige noget, som der er kant på, og som nogen er uenige i.
Vi kommer heller ikke udenom at pege på en bestemt regering, når vi går til valg.
– Hvilken regering?
– Det vil jeg komme ind på i min tale på landsmødet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ikke os, men de kristne
der har et problem

– Er det sidste udkald for KD ved næste valg?
– Det er jo egentlig ikke os, der har et problem. Det er de kristne vælgere, som f.eks. stemmer på partier, der vil have religionen ud af samfundet. Eller som støtter partier, der praktiserer et menneskesyn, som slet ikke harmonerer med det, vi kristne tror på.
Hvis de vil stemme på de partier af økonomiske eller andre grunde, så er det jo deres valg…
Vi må bare holde fast ved, hvad vi tror på – og så kæmpe for de kristne værdier.
Vi er ikke slået af banen. Der er en stor udvikling og tro på fremtiden i partiet.
Vi har det godt sammen.
Vi er sat uden for indflydelse, fordi vi ikke er i Folketinget. Vi kommer ikke i medierne, selv om vi siger nok så meget. Derfor skal vi tilbage i Folketinget, og det må vi nu sætte alle kræfter ind på.
Det går op ad bakke, ja, og det er svært, men vi er på vej op, siger en kamplysten Bodil Kornbek og tilføjer:
– Det var da værre, hvis det gik nedad bakke.

Læs mere her