Med håbet på arbejde
Forstander Frede Follmann fortæller, hvordan han selv bevarer håbet i arbejdet med misbrugere, især alkoholikere på Blå Kors behandlingshjem i Rold Skov, en selvejende institution.- Vi er skabt af Gud, og alle mennesker er unikke. Vi kan være til stede og gøre det, vi kan, resten overlader vi til Gud.
Mit ansvar er at være formidler til disse mennesker, og så er resten op til det enkelte menneske i sit møde med Gud. Jeg bliver fornyet i troen og håbet om, at det kan lykkes for mennesker.
Når Follmann kan tackle sit udfordrende arbejde med misbrugere, er det, fordi det dobbelte kærlighedsbud træder i kraft, at elske Gud og sin næste som sig selv og at forvalte ansvaret for sit eget liv på en måde, så han selv har det godt.
– Vi møder mennesket, som det er, og ikke som det burde være. Vi tager udgangspunkt i, at vi er ligestillede som mennesker i forhold til Skaberen (Gud). Vi ser ikke på, at folk har misbrugt deres liv med misbrug. På den måde giver det mig ikke problemer, at mennesker er, som de er. Det er vigtigt i arbejdet med mennesker, der er så langt ude, at vi selv er afklarede i vores liv og vores tro, for vi bliver dagligt udfordret i det. Hvis man ikke selv er afklaret, så kan det blive svært. Dermed være ikke sagt, at man skal være skråsikker; man skal kunne drøfte det, der er svært i livet.
– Hvis man skal kunne give til sine medmennesker, skal man fylde op hele tiden og have overskud, det har stor betydning. Uden overskud er det svært at give videre. Det er også vigtigt i personalegruppen, at vi har omsorg for hinanden og støtter hinanden. Når vi møder mennesker, som har levet så anderledes, så har vi brug for hinanden, for at vi kan være på rette kurs.
Det dobbelte kærlighedsbud betyder meget for Follmann, som er uddannet diakon. Han oplever, at Gud har givet ham så rigeligt, at han har et ansvar for at give tilbage til sine medmennesker, som der står i Mattæus-evangeliet 25:34-46, og de ord er vigtige for ham og bliver sagt, når diakonerne bliver indviet i kirken.
Der er ingen opskrift på, hvilke mennesker kommer bedst igennem til et nyt liv efter udslusning fra hjemmet. Det kan ofte gå modsat af, hvad man forventer, siger Follman.
– Vi prøver at støtte beboerne i at få lagt en ny begyndelse. Det afgørende er, at den enkelte får erkendt og gjort sig klar til en ny livsførelse. Vi prøver at støtte mennesker til selv at tage ansvar for deres liv. De, der har flest ressourcer og bedst relationer til familie og venner, har måske de bedste muligheder, og vi arbejder meget på, at mennesker får skabt nye relationer. Det er alt afgørende, at de har noget at leve for.
Hjemmet lægger vægt på respekt og accept, og det forandrer menneskers tankegang og dermed deres liv.
– Vi tænker meget på forståelse, ikke fordømmelse. At sætte sig ind i, hvor det andet menneske er, dets livssituation, og at møde det dér frem for med fordømmelse. Selv enkelte ord kan skabe fordømmelse, og så skaber man afstand, men forståelse skaber nærvær og tillid, som er afgørende i vores samarbejde og i forholdet til medmennesker i det hele taget. Manglende tillid skaber ikke noget godt.
På hjemmet stiler man efter, at det kristne livssyn udmønter sig i personalets omgangstone, for det har betydning i beboernes behandling.
– Omgangstonen er den positive relation mellem beboerne og os, dvs. kærlighed og konsekvens på en positiv måde i forhold til beboerne er vigtig. Der er også et krav og en forventning om, at en aftale eller plan for opholdet overholdes af begge parter, og at der er konsekvenser, hvis man ikke overholder aftalen. Det giver respekt, at man har forventninger til hinanden og krav.
Morgen og aften er der andagter, i reglen lavet af personalet. Indholdet er væsentligt, men man ser også, at en stor frihed i andagterne bliver ret personlig. Det betyder meget i forhold til beboerne, og det kan virke udfordrende, fortæller Follmann.
– Vores oplevelse er, at beboerne i forskellige situationer får interesse for de værdier, andagterne repræsenterer, men det er meget forskelligt, hvor mange og hvem der kommer. Nogle kommer fast i perioder og får meget ud af det. Det kan være med til at fremme processen med at opbygge misbrugere. Fx skyldfølelsen i forbindelse med misbrug bliver bearbejdet i sammenhæng med den kristne forståelse af tilgivelse. Det kan så overføres til andre situationer end misbrugssituationen.
– Vi har også gudstjeneste med vores lokale præst, og beboerne benytter det flittigt, de er åbne og spontane, selvom de ikke har en kristen baggrund. Det skyldes måske, at mange misbrugere har været på livets afgrund, så tænker de meget mere på død og begravelse. Blandt almindelige danskere er der stadig respekt for kirken og det, den står for. Jeg hører aldrig noget negativt fra beboerne om præsten eller kirken. Nadveren er frivillig, men mange viser ærbødighed og tager imod den. Det giver et meget specielt fællesskab, som beboerne kan lide.
– For manges vedkommende kan andagten have langsigtede virkninger. Især vil det, de får med her af værdier og den måde, de bliver mødt, sætte spor. Der er mennesker, som bliver troende af opholdet, men da folk er meget blufærdige omkring tro, så kender vi ikke omfanget. Måske ville flere have lyst til andagter, men nogle holder sig tilbage af hensyn til, hvad de andre ville sige.
Det er et led i behandlingen, at mennesker oplever sig som værdifulde, og hjemmets hensigt er at vise dem omsorg, fremgår det af hjemmets koncept.
– Mange har været i systemet med institutioner, sagsbehandlere, måske politi, og de er blevet mere eller mindre nedgjort og ikke taget alvorligt. Her bliver de respekteret og taget alvorligt, det skaber grobund for, at mennesker føler værdi igen. Mange har oplevet, at de ikke bliver regnet for noget som helst, her bliver de respekteret og taget hånd om på værdig vis. Vi har samarbejde med byens forretninger, hvor misbrugerne pludselig, når de er blevet ædru, bliver modtaget på en ny måde, det giver en kæmpe forandring, som er meget værdifuld.
Hvad tager beboerne med sig af det kristne livssyn, når de forlader hjemmet?
– Enkelte bliver mentalt omvendt, men vi er ikke en omvendelsesklub, og vi prædiker ikke. Udgangspunktet er, at når folk kommer her, er de meget dårlige fysisk. Vi er blot kristne og tilbyder vore værdier, så det er ikke målbart, men det sætter bestemt spor. De pårørende viser stor respekt for vore holdninger. Vi har forhåndssamtaler før et ophold, hvor vi fortæller, at vi er på Folkekirkens grundlag og holder andagter, men at deltagelse er frivillig. Nogle kan være meget udfordrende og provokerende, men vi ønsker at være imødekommende – ikke fordømmende. Flere er jo trængt i tågen, så derfor kan de provokere. Hvis folk siger, de er ateister, så er vores svar, at det lyder interessant, for så kan vi få nogle gode samtaler.
