”Kom så, præst – tryyyk”

Pinsepræst Bergur Skovgaard har taget et valg. Han vil ikke ende som en ”hellig Peter” uden kontakt med virkeligheden og de mennesker, der en del af den. Bergur vil have talkum på hænderne, sved på panden, prøve kræfter med kammeraterne og brøle som en løve. Det hjælper de stærke drenge ham med i styrkeløftsklubben Århus Atlet Klub.

Billedet til venstre: Coach Leif taler opmuntrende og opbyggende ord til Bergur (tv.) under et stævne.
Billedet til højre: Billedet er fra Bergurs første stævne, hvor han mestrede et bænkpresløft på 125 kg. Siden har han fået godkendt et andet løft på 140 kg.

Kinderne udvider sig som balloner og ansigtskuløren suser over en farveskala fra lysere rødlig til rødlilla, når de stærke drenge forsøger at overvinde sig selv med endnu et triumferende bænkpres i styrkeløftsklubben Århus Atlet Klub.
– Der er simpelthen dømt tid til mandehørm, smiler Bergur Skovgaard begejstret, når han fortæller om kammeraterne i klubben og deres fælles passion for styrkeløft.
Bergur Skovgaard er præst i Pinsekirken i Århus. Han valgte at melde sig ind i styrkeløftsklubben, da han en dag opdagede, at han var havnet et sted, hvor han ikke brød sig om at være. De kirkelige gøremål have bid for bid ædt sig ind på hans tid og overtaget alt. Derfor begyndte alarmklokkerne at ringe, og han følte et behov for igen at komme i kontakt med virkeligheden og de mennesker, som er en del af den.
– Jeg kunne mærke, at jeg havde et behov for at komme ud et sted, hvor der var nogle mennesker, som tænkte totalt anderledes end mig. Jeg har altid haft en interesse for styrkeløft, så da jeg blev præsenteret for Århus Atlet Klub, slog jeg til, fortæller Bergur.

Venskab og respekt

Da Bergur meldte sig ind i klubben, vidste han ikke, hvor stor en betydning det skulle få for ham. Men det har været som at få en værdifuld gave. Kammeratskabet i klubben er noget helt særligt, som han værner om og sætter en ære i at være en del af.
– Da jeg kom derud, kunne jeg mærke et enormt kammeratskab og sammenhold.
Jeg tænkte: De bander og svovler og råber og skriger, og der er en tone uden lige på det sted, men hvis kirken kunne lære kammeratskab, som de har lært det, så ville kirken være et langt bedre sted at være! De har virkelig lært mig meget, siger Bergur.
Og respekten går begge veje, fortæller Bergur:
– De er ikke i tvivl om, hvem jeg er, og hvad min holdning er. Når de skal komme med opmuntrende ord til mig under et løft, så råber de ”kom så, præst, tryk til”, griner Bergur og fortsætter:
– Som præst i Pinsekirken er jeg tit på Århus kristne tv. Det har kammeraterne i klubben nu siddet og set alle sammen. Det glæder mig, at de også viser interesse i noget, som betyder så meget for mig.
– Vi har også nogle sjove snakke. De stiller spørgsmål i forhold til min tro. Og det glæder også præsten i mig, når én vælger at betro sig til mig i forhold til et moralsk spørgsmål. Den tillid er meget værdifuld, siger Bergur.

Ingen er for
svage, alle er med

Det har også været en stærk oplevelse for Bergur at opleve, hvordan kammeraterne har vist ham opmærksomhed under træningen helt fra starten, hvor han især følte sig som det svage led i gruppen, når der skulle løftes.
– Vi har nogle gutter, der løfter i nærheden af 300 kilo. Allerede før jeg overhovedet havde nået mine 100 kilo, som virkelig var tungt for mig, så opdagede jeg, at de begyndte at stille sig omkring min bænk, hvor jeg skulle til at løfte. Jeg blev helt forlegen, og lidt flov, for der stod de der store gutter parate til at hjælpe mig. Men da jeg så havde løftet det og klaret det, så blev der råbt og klappet.
– Og jeg tænkte: Hold op, det var jo kun firs kilo! Men det var lige meget, hvilket niveau jeg var på. Er du med her, så er du med. Det var enormt motiverende. Når du laver noget i sådan et fællesskab, så føler du næsten, at du har lavet en verdenssensation. Sådan betragter de en. Der er ikke noget med, at man bare tænker ”det kunne jeg lave bedre”, men man bakker hinanden op og roser hinanden.
– Det er fællesskab! Man forpligter sig overfor hinanden og opmuntrer alle. Det er lige meget, hvor du er henne og på hvilket niveau, så bakker vi dig op og står sammen med dig. Du skal nok lykkes i det her, smiler Bergur.

Sammenhold

Kammeratskabet i klubben rækker også ud over timerne i træningslokalet, fortæller Bergur:
– Når vi tager til stævner, så er vi ude at spise sammen, og vi hygger os. Det er klart, at det er en helt anden verden end kirken. Det er det. Men det betydet meget for mig.
– Vi er også på mailingliste og kommunikerer med hinanden hver eneste dag. Vi sender sjove videoklip fra forskellige stævner til hinanden, f.eks.hvis der er sket nogle bummerter et eller andet sted, så sidder vi og griner sammen og skriver til hinanden ”hey, den her skal I lige se”.
I klubben er de også meget loyale over for hinanden og gode til at holde øje med, hvis der er nogen, som er ved at glide væk og har brug for lige at få et skub tilbage ind i fællesskabet, fortæller Bergur:
– Hvis der er en, der har det skidt, så bliver det nævnt for hele gruppen: ”Han har det svært. Er der nogen, der ringer til ham?” ”Ja, jeg har ringet til ham”. ”Fint.”
– Og jeg tænker: Hold da op, det er flot! Der er en af gutterne, der har været væk nu et halvt år, og man bliver ved med at spørge til ham. Det synes jeg er enormt imponerende.

Kirken skal lære at
favne alle mennesker

Bergur er taknemmelig for alt det, han har lært af kammeraterne i klubben.
– De har lært mig utrolig meget i forhold til en virkelig følelse af kammeratskab og loyalitet, siger Bergur.
Dyder som er bibelske, og som kirken har brug for at genopdage, slår Bergur fast.
Oplevelserne har igen antændt en glød i Bergurs hjerte efter at bygge en menighed, som kan favne mennesker.
– Alt for ofte er kirken som i den bibelske historie med kvinden, der grædende sætter sig ved Jesu fødder og væder hans fødder med sine tårer og tørre dem med sit hår.
– Den handling frembringer to reaktioner i huset. Den ene er Simon farisæeren, der kigger på den her kvinde og siger, at hvis Jesus virkelig var profet, så ville han vide, at denne kvinde er en syndig kvinde.
Men spørgsmålet er jo: Hvorfor gik hun ikke hen til Simon? Hvorfor græd hun ikke ved Simons fødder? Det, tror jeg, er kirkens største udfordring.
– Mange gange ligner vi Simon mere end Jesus. Jeg drømmer om at være med til at bygge en menighed, som er lige så attraktiv som Jesus. At folk stimler sammen, fordi der er den samme passion og den samme nådesfølelse og den samme omfavnelse som der var, da mennesker kom til Jesus.
– En rummelighed, hvor du ikke kommer ind og med det samme føler dig som den skæve eller forkerte. En der skal rettes op på, men hvor du kan få lov at komme ind og lade Helligånden få lov til at gøre sit arbejde og overbevise mennesker om, hvad der er det rette og forkerte.
– Det ser jeg som en stor udfordring for alle os, som har været med igennem mange år, slutter Bergur.