Vagn vandrer for at få tid og ro til bøn
Sidste år vandrede kirkesekretæren fra Esbjerg 900 km. fra
Frankrig over Pyrenæerne til verden ende i Spanien.
En pilgrimsvandring, der førte ham nærmere til Gud og livet.Hvad får en 52-årig kirkesekretær i Folkekirken og tidligere sælger i postvæsnet til at tilbringe fem uger som pilgrimsvandrer i Pyrenæerne?
For Vagn Dahl Nielsen handler det om at få tid og ro til at tænke over livet og få bedt noget mere til Gud.
– Jeg fik begyndt med at gå pilgrimsvandring i England i 2001, fortæller han.
– Jeg skulle have vandret en rute fra England til Skotland, men der var lukket et område på grund af mund- og klovsyge, så jeg gik i stedet en rute i det sydlige England på et par hundrede kilometer.
Her besøgte jeg også kirker undervejs og holdt mine personlige andagter, men jeg havde ikke noget mål. Derfor fik jeg lyst til at gå en længere rute i Spanien og ende i det berømte pilgrimsmål Santiago de Compostela.
mod maurerne
– Det er her, man mener, at apostlen Jakob, bror til Johannes, ligger begravet. Sant-iago navnet kommer af Skt. Jakob. Om han virkelig ligger der eller ej er ikke så væsentligt, men det siger legenden.
Pavens idé med at erklære stedet som et pilgrimsmål i 800-tallet har måske været at få hellige mænd og kvinder til at vandre her og bede, så de kunne danne en mur imod maurerne – de muslimske besættere, som havde indtaget store dele af Spanien.
Vagn gik de næste tre år i gang med at læse om de historiske seværdigheder og træne til vandreturen.
– Jeg besluttede at gå en anden rute, end de 80-100.000 pilgrimsvandrere, som hvert år tager ruten fra Frankrig, Camino Frances.
Jeg valgte i stedet en rute, der kaldes Camino del Norte, som begynder i byen St. Jean Pied de Port ved Biskayen i Frankrig, og som går over bjergkæden Pyrenæerne.
– Jeg har det ikke så godt med alt for meget sol, så jeg foretrækker at gå i bjergene, hvor der er frisk luft – og gerne overskyet, siger Vagn.
Hjemmefra havde han trænet ved at gå lange ture, og – af mangel på danske bjerge – gik han op ad højhusenes trapper ved at tage to trin ad gangen. Det gav en passende udstrækning af muskler.
– Ruten er på 900 km. og jeg havde beregnet at gå en rimelig strækning om dagen. Men en dag, da vejret var godt, fortsatte jeg med at gå 60 km. Det kunne mine ben ikke klare, så jeg måtte holde en pause på fem dage på et herberg.
Men efter tre dage kaldte vejen for meget, og jeg stod op og gik de sidste 600 km. over 27 dage på et dårligt ben…
Det er først her i marts, at jeg ikke længere kan mærke skaden…
– Hvorfor gik du alene?
– Min kone Birthe bakker mig fuldstændig op, for hun kan se, at jeg har godt af det. Men selv har hun ikke lyst til at gå. Jeg kunne ikke få andre med – de synes vist, det var skørt at gå så langt.
– Men er idéen ikke også, at man skal være alene?
– Jo, man skal have fred til at tænke over livet. Men man møder jo hver dag mange mennesker, og nogle af dem følges man med et par timer, andre følges man med i flere dage. Jeg fulgtes f.eks. med en spanier i fem dage, som ikke var troende, men vidste en masse om området. Så vi supplerede hinanden godt.
– Hvad får du ud af at gå sådan en pilgrimsvandring?
– Jeg brugte mange timer på at bede – bl.a. for gode venner. Et par var netop flyttet fra hinanden. Dem bad jeg meget for, og undervejs fik jeg en SMS fra dem, at de nu havde besluttet at flytte sammen igen.
– Kunne du koncentrere dig om at bede, når du gik?
– Nej, det er faktisk lidt svært ikke at blive distraheret af alt det, man ser og hører.
Derfor brugte jeg en såkaldt rosenkrans. Den første perle var et fadervor, de tre næste var trosbekendelsen, og derefter huskede jeg de forskellige personer og emner på de forskellige perler. På den måde taber man ikke tråden, selv om man et øjeblik distraheres, forklarer Vagn om rosenkransen. Han er selv protestant.
– Jeg besøgte naturligvis også klostre og kirker. Bl.a. et kloster, Santo Toribio de Liebana, hvor den største relikviesamling i verden af Jesu kors findes.
– Var klostrene en åndelig oplevelse for dig?
– Både og… Jeg deltog i nogle messer i kirkerne, f.eks. morgenmessen Laudes, og det var dejligt.
Men ofte virkede det, som om de ansatte havde nok i sig selv. I en by skulle jeg have et pilgrimsstempel i et kloster, som hed noget så fromt som Vor hellige Frelsers kloster i Guds dal. Munken spurgte om mit motivo, og jeg svarede ham, at det var spirituelt. Han svarede bare godt og gik sin vej og smækkede døren…!
Jeg undrer mig over, at de ikke benytter lejligheden til at tale med søgende mennesker. Men sådan er det jo også i nogle kirker i Danmark.
Vagn arbejder selv i Kvaglund Kirke i Esbjerg, som har ry for at tiltrække mange, og hvor menighed og personale tager sig godt af hinanden.
– Hvis det ikke var klostrene, hvad var det så, der gav den åndelige dimension?
– Det er, at man lever et enkelt liv, hvor det kun handler om at gå og spise lidt brød indtil man når frem til dagens herberg for at sove. Man skal ikke bekymre sig om alt muligt, for man er alligevel ude af stand til at gøre noget.
I den fred og ro kan man tænke sit liv igennem og opdage, at man er undervejs fra vugge til grav. Man kan gå og snakke med Gud. Jeg følte faktisk ikke, at jeg var alene. Jesus var med på hele rejsen, og naturen var som en katedral over os. Himlen var hvælvingerne.
Da jeg lå på et herberg og ikke kunne gå på grund af min skade, følte jeg også, at Gud var meget nær. Jeg læste Salme 23, hvor der står, at Herren er min kæp og min stav. Og det talte til mig, fordi jeg selv altid går med en egetræskæp.
En dag gik jeg på en lille afstikker-grusvej i bjergene, da en gal hund gøede bidsk bag et hegn. Pludselig hørte jeg den komme springende bagfra. Det var en stor bisk dobermand.
Jeg nåede ikke at tænke, men instinktivt vendte jeg mig, strakte stokken mod den – den stod stille kun tre meter bagved og snerrede.
– I Jesu navn, sagde jeg, hvis du angriber, så slår jeg dig ihjel med den her stok!
Det var som om dens ører pludselig faldt sammen, munden klappede i og den luskede af. Det var en mærkelig oplevelse. Og dem var der flere af.
Selv om der er omkring tusind danskere, der hvert år vandrer til Santiago de Compostela, så Vagn ikke nogen på hele ruten. Men da han nåede til verdens ende – pilgrimsstedet Finis Terra – mødte han seks danskere inden for to timer. To af dem sagde: Det kunne nu være sjovt, hvis vi mødte nogen danskere.
Hvortil Vagn svarede: I kan da hilse på mig.
– Når man kommer til verdens ende, som er det vestligste punkt ud til vandet, er ritualet, at pilgrimsvandreren brænder sit vandringstøj – som en symbolsk handling; et farvel til det gamle liv.
– Da jeg brændte mit tøj sad jeg halvanden time og tænkte over det, husker Vagn.
Det kommer deltagerne også til på den rejse, som Felix Rejser har bedt Vagn Dahl Nielsen om at være rejseleder på til september.
Det er en 14 dages pilgrimsrejse på kun 220 km, som også ender i Santiago de Compostela. Plus 30 km. ud til verdens ende.
