Gud blev ’kendt’ i 2008

I hvert fald hvis man skal tro danske medier. Her optrådte ordene Gud, Jesus og Helligånden fem gange så ofte som for 10 år siden. Ekspert kalder det ”religionernes genkomst”.Gud er kommet på dagsordenen for at blive – uanset hvor meget man vil fjerne ham fra det offentlige rum. Artikler, hvor Gud, Jesus og Helligånden optræder, er femdoblet de sidste 10 år.

Religion kommer igen, fordi videnskab og velstand er ikke nok for danskerne, vurderer konsulent Mogens S Mogensen.

Det viser en undersøgelse, som Ugebrevet Søndag Morgen har foretaget i Infomedia, en database over 498 danske blade, aviser og nyhedsbureauer.

Markant stigning

Den mest markante stigning er de første fem år, fra 1998 til 2003.
Hvor Gud kun nævnes 3893 gange i 1998, nævnes han fem år senere 10.573 gange. Gud nævnes derefter 17.646 gange i 2008.
– At Gud, Jesus og Helligånden optræder langt hyppigere i medierne i dag end for 10 år siden kan forklares med, at vi i disse år oplever en slags religionernes eller religionens genkomst, siger ph.d. og ekstern lektor Mogens S. Mogensen.
Det er kun ganske få gange, ordet Allah optræder sammen med ordet Gud – 5 gange i 1998, 11 gange i 2003 og 26 gange i 2008.

Firedobling på fem år

Jesus nævnes 1597 gange i 1998 mod 5533 gange i 2003 og videre 9532 gange i 2008. Det er næsten en firedobling de første fem år, mod knap en fordobling de sidste fem år.
Helligånden optræder ikke så ofte i avisernes spalter, kun 267 gange i 1998, 874 gange i 2003 og 1697 gange i 2008. Det er mere end en tredobling de første fem år, mod en fordobling de sidste fem år.
– Religionssociologernes forudsigelser i 60’erne om, at den fremadskridende modernitetsudvikling automatisk ville føre til en udgrænsing og efterhånden bortfald af religion, har vist sig at slå fejl, mener Mogens S. Mogensen.

Videnskab ikke nok

– At materiel velstand og videnskab nok er vigtige for mennesker, men ikke kan tilfredsstille menneskers længsel efter mening, ses i disse år tydeligt i forbindelse med religionens betydning. Ikke bare i menneskers private rum, men også i det offentlige rum – og dermed også i medierne.