Rart at kunne læne sit hoved op ad Gud
Bag Facaden på den storsmilende, skræppende showbiz kvinde Lotte Heise, gemmer der sig en mere afdæmpet person, som er eftertænksom og reflekterer over livet. Hun er begyndt at tage ud i kirkerne, hvor hun taler om næstekærlighed. Men tror hun på Gud? Tjuhej hvor det går, når Lotte Heise står på scenen. I et hæsblæsende tempo tager denne kvindelige Terminator fat i kravebenet på det, der efter hendes mening trænger til en moralsk opsang. Ægteskabet og parforholdet får én på sinkadusen, børneopdragelse får et smæk og næstekærligheden eller mangel på samme får en ordentlig endefuld.
Hun taler hurtigere end ti vilde heste kan rende, og så er hendes stemme så høj og kraftig, at hun ene mand ville kunne få Jerikos mure til at falde!
Men hvem er hun egentlig – denne storsmilende, larmende, langlemmede entertainer? Er hun ligeså snakkende og højtråbende hjemme hos sig selv, som på scenen? Vi er gået om Bag Facaden på Lotte Heise og heromme, langt væk fra rampelyset, finder vi en person, der er betydeligt mere afdæmpet. Ikke at hun er en mild mose, der sidder stille og strikker i sofaen, nej, hun er stadig oppe på dupperne, og hvor hun end går og står, blander hun sig i livet.
Lotte er et sprudlende kildevæld af godt humør, spas og pjank, men hun er også eftertænksom, alvorlig og reflekterer en hel del over livet. Og det er den version af hende, som vi her vil se lidt nærmere på. I en alder af 51 år har hun bevaret sin barnetro, og kristendommens vigtigste budskab Du skal elske din næste, som dig selv er for hende ikke kun et åndeligt begreb, man taler om, nej, det er en forpligtigelse, som hun praktiserer, så meget hun kan i hverdagen.
Min mor tror ikke på Gud, men alligevel er det hende, der har lært mig at vise næstekærlighed. Altid har hun været enormt givende, og aldrig har jeg set hende undlade at hjælpe et menneske, som har brug for hjælp. Selv nu, hvor hun på grund af en blodprop i hjernen er kommet på plejehjem, sidder i kørestol og hverken kan tale eller bevæge sig særligt meget, ønsker hun at give og vise, at hun værdsætter den hjælp, hun får. Hun smiler til plejepersonalet, blinker sødt eller giver dem et kærligt tryg i hånden, for på den måde at sige: Tak for at I hjælper mig.
Du tager ud i kirker, hvor du taler om næstekærlighed. Praktiserer du det selv?
Ja, det gør jeg, for jeg synes, det er en forpligtigelse at hjælpe folk. Men det er ikke sådan, at før jeg går i seng om aftenen, så klapper jeg mig selv på skulderen og siger: Lotte, du har vel nok hjulpet mange mennesker i dag, hvor er du et godt menneske.
Jeg hjælper folk, fordi jeg ikke kan lade være med det.
For mig er næstekærlighed ikke et stort åndeligt begreb, som man skal analysere så meget over, det er noget, som skal praktiseres, der hvor man er. Står jeg på en banegård og får øje på en gammel dame, der har problemer med at komme ind i toget med sin tunge kuffert, hjælper jeg hende selvfølgelig, eller kommer der en hjemløs hen til mig og beder mig om et par kroner, giver jeg ham dem, smiler og siger til ham, at de penge har han da garanteret fortjent. Hvis man møder en hjemløs og ikke giver ham lidt penge eller ikke vil snakke med ham, fordi han lugter dårligt, så synes jeg helt ærligt, at man er en dum skid.
Kunne det ikke være rigtig godt, hvis flere danskere, viste lidt mere medmenneskelighed overfor hinanden?
Jeg synes faktisk, at danskerne er enormt hjælpsomme, men der er ikke så mange, der hjælper, før de bliver spurgt. Og det, tror jeg, hænger sammen med vores ekstrem store angst for at blive afvist.
Jeg har det bare sådan, at jeg synes, man skal blande sig i livet, så meget som muligt og så ofte som muligt. Fordi ellers kan folk jo bare gå rundt i deres ensomhed evig og altid. Det kan da godt være, at du kan risikere, at den gamle dame, du gerne vil hjælpe, bliver sur og siger: Lad mig være, jeg kan godt selv, så gammel er jeg altså heller ikke, men det sker en ud af hundrede gange, og den ene gang det må man sgu da kunne klare, ellers er man godt nok et sølle menneske.
Du har fortalt mig, at du tror på Gud, hvad betyder din tro for dig?
Jeg er et meget kontrollerende og styrende menneske, og vil helst have tjek på alle ting, men jeg må erkende, at der simpelthen er ting i livet, som er for svære, og som jeg simpelthen ikke kan overskue, og hvor er det så bare rart at have en Gud, som man kan læne sit hoved op ad. Én, som man ved, er større end en selv, og som har alt under kontrol.
Hvordan forestiller du dig, at Gud ser ud?
Én af mine sønner synes, at jeg er enormt barnlig, for jeg forestiller mig altså, at Gud sidder på en sky højt oppe i himlen et sted, er venlig, har et stort skæg og er iklædt en lang hvid kjortel. Jeg ved godt, at det måske er enormt naivt, og det kan godt være, at Gud ser helt anderledes ud, men lige siden jeg var barn, har jeg altså forestillet mig, at han ser sådan ud, og den opfattelse er der ingen, der kan rokke ved.
Takker du Gud, når noget går godt?
Altid, det synes jeg, man skal gøre. Her forleden til én af mine drenges konfirmation, lige før gæsterne skulle komme, fik min eksmand et usædvanligt alvorligt stød, da han skulle forbinde strøm i teltet til musikken. Han faldt om i græsset, og jeg kunne se, at han havde det virkelig dårligt. Men heldigvis fik han det hurtigt så godt igen, at han ikke behøvede at tage på skadestuen. Det første, jeg gjorde, var at drøne ud på toilettet og sige: Kære Gud, tusind tak for at mine børns far ikke fik et hjerteslag, eller det der var værre, det ER jeg enormt glad for, nå, men nu må jeg tilbage til mine gæster. Vi ses. Den slags synes jeg ER enormt rart at gøre.
Hvad er det sværeste, du har oplevet i dit liv?
At min mor lige nu er meget, meget syg. Det er det værste og det sværeste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg taler med Gud om det hver eneste dag og siger til ham, hvor svært det er for mig at se min seje mor sidde i kørestol og ikke længere kan tale eller bevæge sig særligt godt. Hun befinder sig i et mentalt fængsel, og her forleden fortalte hun mig, at hvis hun kunne, ville hun allerhelst dø.
Hvad svarer du så, når din mor siger, at hun gerne vil dø?
Så siger jeg til hende: Mor, hør her, det er for tidligt, jeg, min bror og mine to drenge har brug for dig, vi kan ikke undvære dig. Du må simpelthen tage dig sammen og kæmpe noget mere, gøre en større indsats, når du er til genoptræning, talepædagog og alt det der.
Hvad er dit største ønske her i livet?
At min mor snart vil få det bedre. Kommer jeg forbi en kirke, går jeg ind og sætter mig og beder Gud om at hjælpe min mor. Det vil være så dejligt igen at kunne tale med min mor og høre hende sige nogle af de mange, kloge ting, som hun altid har sagt.
Jeg har heldigvis så meget af min barnetro tilbage, at jeg et eller andet sted inde i mig tror på et mirakel. At når jeg næste gang kommer og besøger min mor, så vil hun rejse sig op fra sin kørestol, gå mig i møde smilende og talende, som før hun fik den blodprop.
Jeg ved godt, at det ikke bliver sådan, men jeg har da lov at håbe.
