3-årigs himmelfart nu på dansk

Udfordringen har tidligere skrevet om Colton Burpo, der som lille barn så Jesus – nu kommer bogen om ham på dansk.Colton Burpo ligner en helt almindelig 11-årig. Og det er han faktisk også. En helt almindelig 11-årig, men med en helt særlig historie, som snart udkommer på dansk.

Familien Burpo svarer på spørgsmål i endnu et amerikansk tv-show.

Amerikanske tv-stationer har allesammen haft Burpo-familien i deres studie. Men de var mest interesserede i Colton. Selvom han hverken er mere eller mindre velformuleret end andre 11-årige drenge, hang studieværterne ved ordene, som kom ud af hans mund.
Men det var ikke en historiefortæller, de lyttede til. Han fortalte godt nok, at himlen var fuld af farver, dyr og mennesker. Og at hans oldefar var meget stor og glad, da han mødte ham. Men han fortalte det som simple facts til en fysikrapport og ikke som århundredets historie.

Englesang

En af Colin himmelske oplevelser var mødet med sin fars bedstefar Pop, som han aldrig havde mødt i virkeligheden, men som i himlen kom hen og præsenterede sig selv for ham.

Men det er det. I hvert fald næsten. Som 3-årig var Colton meget tæt på at dø af blindtarmsbetændelse. En oplevelse, som sendte hans forældre helt ud på grænserne.
Men derudover bemærkede de ikke noget usædvanligt. Først efter noget tid begyndte de usædvanlige facts at dukke op. Her og der.
Først var det detaljer som at hospitalet var det sted, hvor englene sang for ham. Og at Jesus godt kan lide børn. Detaljer, som forældrene Todd og Sonya først over tid stykkede sammen til den fulde historie af Coltons oplevelse. At han havde oplevet himlen så detaljeret som det kun er få forundt.
For Colton er ingen historiefortæller, som de mange YouTubevideoer afslører. Han er en informatør, som præcist og enkelt besvarer de spørgsmål, han bliver stillet. Hverken mere eller mindre.

Dansk i slut-oktober

På en mærkelig måde er netop Coltons personlighed med til at gøre historien om hans himmelfart så virkelig. Fordi han virker mere som en videnskabsmand end en præst.
Det er hans far Todd Burpo, som har skrevet de mange spredte informationer sammen til bogen ”Heaven is for real”. Han og hans hustru er selv blevet opmuntrede af Coltons himmelsyn. Og den opmuntring vil de gerne dele med andre.
”Heaven is for real” udkommer sidst i oktober på dansk hos forlaget ProRex.