Meretes hjertesag er kvinder

Merete Tangstad og team inviterer for femte gang til kvindekonference i Københavns Kristne Kulturcenter – for at gøre kvinder stolte og stærke.Når konferencen ”Forvandling” i september for femte år i træk slår dørene op for omkring 500-600 kvinder fra hele landet, så er det ud fra visionen om, at enhed i Guds nærvær gør stærk.
”Jeg brænder for at bringe kvinder sammen, så de kan se deres eget potentiale, og hvilke gaver og talenter Gud har lagt ned i deres liv. Og så de kan se, hvor stor en gave fællesskabet med andre kvinder er.”
Sådan siger initiativtager til kvindekonferencen, Merete Tangstad fra Kirken i Kulturcenteret i København. Sammen med resten af teamet er hun netop i gang med at planlægge konferencen ”Forvandling 2012”, der løber af stabelen den 14.-16. september.

”Når jeg ser på de mange kvinder på konferencen, så glæder jeg mig over den mangfoldighed, der er. Gud har været så god, da han skabte os og gav os alle de egenskaber, som kvinder rummer hver især,” siger Merete Tangstad.
En følelse af stolthed og styrke

Da Merete i 2008 stiftede foreningen Kvinde til Kvinde var det, fordi hun mærkede et behov hos sig selv for at stå sammen med andre kvinder her i livet. Inspireret af Hillsong-kvindekonferencer rundt i verden opstod idéen til en kvindekonference på dansk grund.
Lige siden er der blevet holdt kvindekonference i København med deltagere fra mange forskellige kulturer og menighedssammenhænge.
Selv om der i Danmark ikke er tradition for store kristne konferencer, så håber Merete alligevel, at der må komme endnu flere deltagere i år.
”Det må gerne være rigtig, rigtig stort! For det betyder, at mange flere kvinder må blive beriget. Jeg tror, mange kristne kvinder klarer mange ting alene ude i menighederne.”
Når man er med i noget større, så giver det en følelse af stolthed og styrke, som kan give et løft hjemme i den lokale menighed, mener hun.
”Jeg vil gerne, at kvinder forstår, at vi er mange, der står sammen, og at vi sammen kan gøre en væsentlig forskel.”

Opmuntring

Denne opmuntring til kvinderne er blevet en hjertesag for hende – en hjertesag, der virker. Det intense nærvær af så mange kvinder samlet på ét sted, fælles om den samme tro, har en utrolig virkende kraft, fortæller Merete.
”Vi hører kvinder fortælle om, hvad det har betydet for dem at være på konferencen. Hvordan det har forandret deres liv, deres syn på sig selv og på Gud. Mange bliver forvandlet indefra, fordi de måske ikke har mødt Gud på den måde før.”

Guds gave til mændene

Når Kirken i Kulturcenteret inviterer, så er det ikke for at opfordre til feminisme eller kvindefrigørelse, fastslår Merete.
”Det handler ikke om, at kvinder nu skal til at tale højere i forsamlingen, men i stedet, at de får øje på deres egne ressourcer og bliver motiveret til at bruge de gaver og talenter, som Gud har givet hver enkelt.
Når en kvinde bliver fyldt op af Guds tanker om hende, i et trygt godt fællesskab med andre kvinder, så bliver hun også et gladere menneske, og så vil hun også være helt anderledes at være gift med, mener Merete og tilføjer med et glimt i øjet:
”I virkeligheden tror jeg, at mændene kan give til sig selv en gave ved at sende deres kone af sted på konference.”

Sisterhood

”Tit har kvinder det med at sammenligne sig med hinanden: Hun ser godt ud, jeg gør ikke. Men den tankegang vil vi gerne gøre op med på konferencen,” siger Merete.
”Vi ønsker at skabe et rum, hvor vi glæder os over hinanden og får det bedste frem i hinanden. Der må findes et ’sisterhood’, en ’modtrend’ til kvinder med rundsave på albuerne, der træder oven på hinanden for at komme frem.

Fest, farver – og forkælelse

Som på de foregående konferencer er der en palet af kendte udenlandske talere og lovsang på programmet, ligesom der bliver kræset for kvinderne med hyggelige, æstetiske omgivelser og små gavepakker.
For Merete er det vigtigt, at rammerne på konferencen er indbydende og afslappende med et stænk af humor, for når vi griner sammen og har det sjovt, så er vi også mere åbne og modtagelige for, hvad det er, Gud vil med os, siger hun.
Det skal være et sted, hvor man har lyst til også at tage sin ikke-kristne veninde eller arbejdskollega med – fordi de bare må opleve det!
”Vi kan bare bane vejen, skabe rammerne og muligheden og invitere indenfor. Men når alt kommer til alt, så er det jo Guds nærvær, der gør, at vi bliver forvandlet længere ind,” understreger hun.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Noget med hjem

Det skal være sådan, at det, den enkelte kvinde får med sig fra konferencen, skal kunne omsættes, når hun kommer hjem i familien, i menigheden – og noget, hun kan bruge i hverdagen.
”Det er vores ønske, at kvinderne må gå fra konferencen med fornyet styrke. Det vil være fantastisk, hvis de lokale menigheder – uanset om det er Frelsens Hær, baptisterne, folkekirken eller hvem det nu er – vil kunne mærke på de kvinder, der kommer hjem fra konferencen, at de er blevet fyldt op,” siger Merete, der håber på, at Forvandling 2012 må blive kendt i endnu flere sammenhænge.


Deltagerne fortæller:

– Jeg deltog forrige år. Der var den vildeste forkælelse i hver en detalje. Spændende gaveposer ved ankomsten, chokolader på sølvbakker. Jeg følte mig SÅ mødt som kvinde, og fuldstændig åben for de fantastiske ting konferencen bød på.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Forkyndelsen, lovsangen, den smittende glæde og inspiration fra teamet bag konferencen – og ikke mindst at få en fantastisk weekend sammen med ”tøserne” fra min egen kirke. Vi kommer igen i år, er vilde med det. Den yngste deltager fra os er 13 år. Glæder os til at dele weekenden med en masse af vores unge piger også.

– Der var tid til at le, tid til at græde, tid til at reflektere og tid til at handle. Jeg var dybt taknemlig for at være en del af det hele og HAR meldt mig til dette års konference!
1000 tak!