Kristne frikirker har markant mindre kræft

Kræftens Bekæmpelse har lavet en stor undersøgelse af baptister og adventister, som bl.a. viser, at mænd har 30 pct. færre kræfttilfældeOm det er troen eller den sundere levevis, – eller begge dele, det kan Kræftens Bekæmpelse ikke helt afgøre. Men fakta er, at adventister og baptister lider af markant færre kræfttilfælde end den øvrige befolkning.
Det viser en stor folkeundersøgelse foretaget af Kræftens Bekæmpelse.
Undersøgelsen er ledet af professor Christoffer Johansen fra Kræftens Bekæmpelse sammen med Lau Caspar Thygesen, Statens Institut for Folkesundhed, og Niels Christian Hvidt, Syddansk Universitet.
Udfordringen har tidligere fortalt om den store undersøgelse. Og nu foreligger de overbevisende tal, som i weekenden fik medier til at bruge overskriften: Tro på Gud og slip for kræft.
Helt undgå kræften kan de kristne i de to kirkesamfund dog ikke. Men tallene viser, at antallet af kræfttilfælde er 30 procent lavere for mænd, og 14 procent lavere for kvinder i de to trossamfund sammenlignet med andre danskere.
Medlemmerne af de to religiøse grupper har markant mindre risiko for at få kræft i lunger, spiserør, strube, mave, lever, bugspytkirtel, testikler og endetarm.

Kristne lever sundere

Adventister er kendt for en sund livsstil uden tobak, alkohol, kaffe og sex før ægteskabet. Og det nedsætter risikoen for at få kræft. Også baptister, er mådeholdne, og de har også færre kræfttilfælde. Undersøgelsens resultater vil formentlig kunne overføres til andre kristne grupper, som har en lignende mådeholden livsstil.
For kvinderne er der betydelig lavere forekomst af kræft i mundhulen, lunger, livmorhals, mave, tyktarm og endetarm. Alle kræftformer, som kobles sammen med livsstil, skriver Kræftens Bekæmpelse.
Forekomsten af lungekræfttilfælde er 72 procent lavere for mænd, og 58 procent lavere for kvinder sammenlignet med den danske befolkning.

Lever også længere

Samme tendens viste sig inden for hjerte-kar-sygdomme og dødelighed. De mandlige medlemmer har 24 procent lavere dødelighed, mens kvinderne har 13 procent lavere dødelighed i forhold til resten af befolkningen.
Ifølge professor Christoffer Johansen er forklaringen, at de to kristne grupper med i alt ca. 12.000 medlemmer blot følger de almindelige sundhedsråd og dermed undgår den kræft, som er forbundet med livsstil.
Om troen i sig selv også spiller en rolle, det har Kræftens Bekæmpelse endnu ikke afdækket.
– Men det spændende i undersøgelsen er, om tro måske er stærkere end blot livsstil,. siger forskeren.
Resultatet offentliggøres det medicinske tidsskrift Cancer Epidemiologi.