Jeg er skuffet og vred

Closeup portrait of troubled man looking at camera, worried.Kære Orla Lindskov
Jeg skriver som sådan ikke dette brev for at beklage mig. Jeg skriver det nok nærmest fordi, jeg er træt og skuffet i min psyke og i min sjæl, for at bruge et ældre udtryk.
I den ydre verden, altså med hensyn til arbejde og sådan, går det mig meget godt. Så jeg vil ikke beklage mig over samfundet og omgivelserne. Men i min indre verden lider jeg skuffelser.
Jeg synes, mine venner svigter mig. Jeg har fået langt mindre tilbage, end jeg har givet. Det er et ømt sår.
Mit helbred er heller ikke noget at råbe hurra for. Jeg døjer konstant med noget.
Mine planer for fremtiden vil heller ikke rigtigt lykkes. Mens andre omkring mig altid synes at have heldet med sig. Heldet springer mig over.
Jeg er en mand på 45 og ugift. Derfor ramte det mig også hårdt, at jeg mistede min mor sidst i oktober. Jeg råbte til Gud om at måtte beholde hende, for hun var det eneste varme menneske tilbage i min tilværelse. Men hun døde alligevel.
Jeg er medlem af en frikirke. Men jeg må ærligt tilstå, at jeg næsten er holdt op med at komme der.
Jeg beder også meget sporadisk. Ind imellem bliver det til meget lidt. Jeg har næsten mistet lysten til at bede. Lad os sige på grund af skuffelse, men også på grund af travlhed.
Men dog vil jeg hertil sige, at i de sidste uger af min mors liv, inden hun døde, bad jeg meget intensivt. Ja, jeg råbte næste til Gud eller noget i den retning. Men jeg fik ikke lov til at beholde hende. Jeg er forarget på Gud og på Jesus Kristus. Jeg fik jo ikke lov til at beholde min mor, selv om jeg bad så inderligt om det.
Det minder mig i den grad om min forlovelse for år tilbage og om, hvordan den endte. Den gik i stykker, selv om jeg bad inderligt om at måtte beholde min kæreste.
Jeg oplever også, at jeg lever i et fængsel. Det har jeg gjort i årevis. Jeg har kæmpet. Men jeg har ikke kunnet få magt over mig selv. Jeg kommer ud for så mange fristelser, og jeg falder næsten hver gang. Jeg gør ingen fremskridt med mig selv. Det er en lidelse, og det angriber mig igen og igen.
Jeg synes, at jeg lever et totalt håbløst liv. Hvad synes du, Orla Lindskov?
Hilsen fra
En skuffet man på 45

Svar:

Hold ud i bønnen

Kære skuffede mand
Du skriver, at du lider skuffelser i din indre verden. Du skriver også, at den ydre verden med arbejde og lignende sådan set fungerer godt.
Du ender endda med at forarges på Gud og på Jesus Kristus, som du synes ikke hjalp dig i forhold til din mors dødsfald.
Du føler dig også svigtet i venskaber, og det er et ømt sår i dig.
Du så de andre bestandigt ledsaget af held. Men heldet sprang dig over.
Du måtte som nævnt se din elskede mor dø, skønt du inderligt bad Gud om at måtte beholde hende. Sådan en oplevelse kan virkeligt være forbundet med lidelse. Det var den også for dig, og det forstår jeg fuldt ud.
Du følte og føler dig efterladt og alene. Men husk, kun Gud er Herre over liv og død. Her råder vi mennesker ikke. Ofte forstår vi nemlig ikke, hvad der er bedst for os. Men at forandre din lidelse til fred efter dit tab står i Guds hånd.
Nu angående alt det, der gør dig skuffet, – har du prøvet at lægge dit liv helt og holdent i hans hånd, som kan stille stormene, eller er det dig selv og dine egne planer, du vil have til at styre dit liv?
Hvem siger for eksempel, at dine tanker og dine planer er det bedste for dig?
Jeg tror, at alle dine skuffelser netop skal bringe dig nærmere til Gud og til Jesus Kristus. Gud og Jesus Kristus er de eneste, som aldrig vil skuffe dig.
Du skriver også, at du føler, du lever i et fængsel. Det har du gjort i årevis, skriver du.
Du har kæmpet. Men du har ikke kunnet få magt over dig selv. Du kommer ud for så mange fristelser, og du falder næsten hver gang. Du gør ingen fremskridt med dig selv. Det er en lidelse, og det angriber dig igen og igen.
Men her er det så, at jeg vil minde dig om, at disse ulykkelige forhold kan Gud helbrede. Bed om helbredelse. Men husk, Gud bestemmer måden og tiden.
Hvem ved, om det tunge og egenrådige stof, som vi mennesker nu engang består af, kan omskabes på så kort tid, som vi og du ønsker?
Men salig er du, hvis du ikke forarges på Gud og Jesus Kristus, mens du venter. Salig på trods af dine skuffelser, lidelser og fald.
Jeg tror, det nok skal gå for dig. Men pas som sagt på med forargelsen mod Gud. Forargelsen kan så let forsøge at liste sig ind i os mennesker sammen med tvivlen, mens vi venter på bønnernes opfyldelse.
Du har døjet med dit legeme længe. Men det ved Gud også alt om, og det står i Guds stærke hånd at forandre det. Men husk selv at bede om helbredelse med udholdenhed i Jesu Kristi navn.
Og skulle det trække ud med helbredelsens komme, så bevar håbet. Giv ikke op. Mens du venter, så husk: – Salig er den, der ikke forarges på Gud og på Jesus Kristus i ventetiden.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov