Jeg har også prøvet det

Kære Suh
Tak for dit gode svar til den søvnige mor. Må jeg knytte en kommentar til den?
Jeg har selv været i samme situation, dog er vores børn ude af huset nu.
Dengang var det en stor hjælp for mig at tænke, at mine tidlige morgener var en god investering i min familie, at jeg gjorde det for vores børns skyld og at dette daglige morgensjov ikke ville vare evigt.
En dag ville ungerne være væk og jeg ville igen kunne følge min naturlige rytme. Desuden tror jeg, at jeg har været et forbillede for vores børn ved at vise dem, at man nogen gange bare må sætte egne behov tilbage. De tanker har tit hjulpet mig igennem.
Jeg gik aldrig tidlig i seng for at sove, det stresser mig bare, fordi jeg jo ved, at jeg ikke kan ændre på mit biologiske ur.
Men jeg gik/går nogen gange lidt tidligere i seng for at hvile, snakke med Gud og planlægge næste morgen (husk at lægge frugtstænger i madpakken, husk gymnastiktøj, husk kontaktbogen osv.), så behøver jeg ikke at tænke så meget om morgenen.
Efter at jeg er blevet voksen, spiser jeg aldrig morgenmad, og det går altså fint – det største problem er faktisk at overbevise omverdenen, at det er ok, som det er, og ikke at ligge under for andre menneskers gode vilje. Det hænder, at jeg tager et glas mælk (letmælk, helst sødmælk), for det er der god næring i.
At være B-menneske er et livsvilkår og ikke noget, der bør tvinge én ind i en offerrolle. Det er i det mindste min erfaring
Mange hilsner
B-mennesket,
der overlevede 

Kære B-menneske
Mange tak for dine kommentarer og fordi du vil dele dine erfaringer med os andre.
Du har fuldstændig ret i, at det at være B-menneske helst ikke skal give anledning til en position som offer eller til dårlige undskyldninger. Vi har alle sammen pligt til at tage det fulde ansvar for vores livssituation og de muligheder, der altid er for at få det bedste ud af det. Tak for den påmindelse.
Hilsen Suh