Thranholm: Kristne skal blande sig mere i debat

- Kristne skal ikke være en undskyldning for sig selv, siger debbattør Iben Thranholm.
– Kristne skal ikke være en undskyldning for sig selv, siger debbattør Iben Thranholm.

Mange vælger tavsheden, fordi det er socialt uacceptabelt at være ’traditionel kristen’. Derfor tilbyder debattør Iben Thranholm kurser, som skal lære kristne at bryde tavsheden.

– Find din kristne stemme – og lær at bruge den, lyder opfordringen på en flyer om Iben Thranholms nye kommunikationskursus.

Teolog, journalist og debattør Iben Thranholm, som bl.a. har været vært på DR, oplever, at mange kristne er bange for at tale åbent om deres tro.
– En af de kommentarer, jeg hyppigst får som debattør, er, at folk fortæller mig, at de synes, jeg er meget modig, når jeg taler om kristendommen, siger Thranholm.

Frygt for had-reaktioner

Jeg opfatter ikke mig selv som specielt modig – jeg taler jo bare om det, jeg tror på. Folks reaktioner siger noget om, at mange lider af frygt og ikke tør tale rent ud af posen om deres religiøse tro, forklarer debattøren.
Hun oplever, at mange kristne miljøer lider af en form for frygt for den sekulære omverdens negative, hvis ikke hadske, reaktioner og fordomme. Derfor vælger de at tie stille om deres tro og værdier.

Kamp mod selv-censur

– Det er en forkert udvikling, at kristne pålægger sig selvcensur – og paradoksalt i en kultur, der konstant roser sig selv for sine vide rammer for ytringsfriheden, fastslår Thranholm.
Princeton-professoren Robert George har udtalt, at de dage, hvor det er socialt acceptabelt at være traditionel kristen, er ovre, tilføjer hun.

Stille forfølgelse

Både i Danmark og i andre europæiske lande har det en pris at tale om den kristne tro.
– Det koster job og sociale relationer ikke at ville gå på kompromis med sine kristne værdier. Jeg selv er begyndt at tale om fænomenet “den stille kristenforfølgelse” i Europa.
Kristne bliver ikke retsforfulgt for deres ytringer, men der er omkostninger forbundet med at tone rent flag.
Det første tegn er, at man vælger tavsheden. Jeg forudser, at det indenfor det næste årti kan blive strafbart at have kristne holdninger. De vil blive opfattet som brud på menneskerettighederne, mener debattøren.

Troen som ressource

– Vi arbejder med forskellige former for argumentationsteknikker, og hvordan du får leveret dine pointer. Vi arbejder også med den åndelige side af debattørrollen: Hvordan du kan bruge din personlige tro som ressource, og hvordan du undgår at lade dig slå ud af fordomme og modstand, hedder det i flyeren.
Iben Thranholm vil selv undervise i de ti lektioner af to timers varighed. I første omgang foregår det i København – men hvis der er interesse for mere, er hun også åben for at holde kurser i Jylland.
– Jeg laver kurset for at lære folk, hvordan man skal argumentere for sin tro i en tid med megen modstand, og hvordan man lærer ikke at være bange for kritik, latterliggørelse og at folk synes, man er uintelligent, fordi man er troende.
Kristne trænger til at “få et boost” – komme mere på banen og ikke være en undskyldning for sig selv, slutter Iben Thranholm.

 


Artiklen fortsætter efter annoncen: