Vi vil gerne være gravide, men uden held

Upset woman looking in pregnancy test with her husband in backgrKære Suh.
Min mand og jeg har i flere år prøvet at blive gravide, både på egen hånd og med hjælp, men indtil videre uden held. Det er en meget hård og opslidende proces, som man nok kun kan sætte sig ind i, hvis man selv har prøvet det.
Flere af vores vennepar er derimod lykkeligt gravide, og selvom jeg under dem det af hjertet, er det simpelthen så svært for mig, og jeg trækker mig fra dem.
Jeg føler mig ussel og egoistisk, men kan bare ikke holde ud af være sammen med dem og se på deres store maver og høre om deres lykke.
Hvorfor er det så svært at glæde sig på andres vegne, blot fordi man ikke selv har det, de har? Jeg bliver jo hverken mere eller mindre gravid af at være sammen med dem.
Hilsen Den Ulykkelige

Kære Ulykkelige
Lad mig starte med at svare på det sidste, du skriver: ”Jeg bliver jo hverken mere eller mindre gravid af at være sammen med dem”.
Jo, det er måske lige netop det, du føler, at du gør! Du kender måske sætningen ”alt er relativt”, som netop er et udtryk for, at den måde, vi forstår tingene på, afhænger af konteksten som de ses i.
Et barn kan altså føle sig som verdens heldigste, fordi det har fået en lille pose med slik – indtil naboens dreng kommer forbi med en endnu større pose. I forhold til den store pose slik synes den lille pose nu endnu mindre – selvom den teknisk set har fuldstændig samme størrelse.
På samme måde med jeres sorg og frustration over barnløshed: når I blot er jer selv, så fylder den en vis mængde – men sammen med andre lykkeligt gravide bliver oplevelsen af den en anden, og den synes nu endnu mere uoverskuelig og endnu mere forfærdelig.
Det handler altså ikke om, at du er et usselt og egoistisk menneske, men blot om, at du reagerer formentlig ubevidst på din smerte ved at trække dig fra det, der udløser den i første omgang.
Dette er et medfødt instinkt: at vi automatisk fjerner os fra det, der gør ondt, eller som virker farligt, og for det meste er det også klart det mest hensigtsmæssige. Måske skal du i en periode give dig selv lov til at trække dig lidt fra de gravide veninder, meld det måske direkte ud til dem, så du ikke skal gå og bekymre dig om, hvad de måske gætter på er årsagen. Langt de fleste vil have stor forståelse for det.
Og når du så synes, at du enten er klar til at møde dem igen, eller at din kærlighed til dem giver dig styrke til at rumme din egen smerte, så overvej, om der er noget, der vil gøre det nemmere for dig at være til stede.
Det kan fx være, at I bruger lidt tid sammen på først at snakke om, hvordan du og din mand har det – selvom du måske synes, at det har fyldt rigeligt – for alene det at have fået lov til at sætte ord på sine frustrationer, at kunne få lov til at være autentisk til stede, måske græde lidt, gør det nemmere at være til stede for andre bagefter.
Hilsen Suh