Min 7-årige dreng vil ’dræbe sig selv’

Kære Suh.
Jeg skriver til dig, fordi jeg et par gange har haft den oplevelse med min søn på 7 år, at han ”truer” med at ”dræbe sig selv”, hvis han bliver rigtig sur over noget!
Jeg er med på, at børn nogle gange bruger ord og begreber, som de ikke til fulde kender betydningen af, men lige netop dette er jeg ked af, at han bruger. At begå selvmord er en alvorlig ting, og det vil jeg sådan set gerne have, at han forstår – dog uden at skulle skræmme ham eller tale med ham om det på en måde, så han bliver traumatiseret.
Hvor meget kan jeg gå ind i dette emne med et barn på 7 år? Og skal jeg bare ignorere det i den viden, at han selvfølgelig ikke mener det bogstaveligt talt?
Bekymrede hilsener Moren

Kære Mor
Jeg synes, det er helt fint, at du tager din søns brug af disse trusler alvorlig.
Det er vores ansvar som forældre at lære vores børn, at de uanset alder har et ansvar for det, de siger og gør – at det faktisk påvirker nogle i den anden ende.
Når det er en fysisk negativ handling, gør vi det ofte helt automatisk. Fx når et lille barn slår et andet barn: ”nej, du må ikke slå XX – se, han græder, han bliver ked af det, det gør ondt på ham!” Med denne reaktion er vi i gang med at uddanne det pågældende barn i, at dets handling gør noget ved det andet barn, og på den måde lærer vi barnet indlevelse og empati.
Men vi skal naturligvis tilpasse vores korrigering eller snak med barnet efter barnets alder og dets modenhed. Glemmer man det, kan man netop komme til at skræmme barnet eller give det et ansvar, som det ikke er modent til at bære, som du selv er inde på. Her må man tage udgangspunkt i det kendskab, som man har til barnet.
Prøv næste gang din søn siger noget om at dræbe sig selv eller om, at han ønsker han var død, at tale med ham om det.
Gør det kort og enkelt. Fortæl ham på børneniveau, at døden er en alvorlig og endegyldig ting, og at det derfor påvirker andre mennesker meget, når nogle, de kender eller holder af, dør. Fortæl ham måske lidt om, at ”at dø” betyder, at man ikke kan snakke eller kramme hinanden længere. Og at man derfor er ked af det.
Du kan evt. efterfølgende lege en lille leg med ham, hvor du fortæller ham, at I i de næste 20-30 minutter skal lege, at han er død. Så han bedre kan forstå, hvad du mener. Det vil betyde, at ingen kan høre ham eller se ham.
De fleste børn vil synes, at det er spændende og sjovt i begyndelsen, måske lidt ligesom at lege spøgelser eller noget i den retning, men som regel holder det op med at være sjovt, når de bliver ved med at blive ignoreret og mærker, at forælderen tager det helt seriøst. Jeg vil gætte på, at din søn selv vil bede om at legen stopper, inden tiden er gået.
Derefter har du et glimrende udgangspunkt for at tage en ny lille snak med ham, om det han har oplevet. Han vil bedre kunne forstå, hvad det er for følelser hans udsagn sætter i gang i dig – forstå, hvorfor det ville være forfærdeligt for dig, hvis han var død.
Børn både kan og skal tages alvorligt, men vi skal altid gøre os meget umage med at prøve at forstå konteksten for det, de siger, og så møde dem dér.
For som du skriver, det er jo ikke et ønske om at dø, han udtrykker, men i stedet et behov for at udtrykke sig voldsomt. En god opfølgende samtale med ham kunne derfor fx tage udgangspunkt i spørgsmål som: ”hvad var det, der gjorde dig så ked af det?” eller ”hvorfor betyder XX så meget for dig?”.
Når barnet mærker, at den voksne tager det proportionelt alvorligt, behøver det ikke længere at benytte sig af kraftudtryk.
Hilsen Suh