En fighter er død

s2_Bjarne Nederby Jensen_Download til pressebrug RGB_3272Bjarne Nederby Jessen var en fighter livet igennem.

Lørdag morgen trak Udfordringens meget aktive senior-medarbejder, Bjarne Nederby Jessen, vejret for sidste gang. Han blev kun 70 år.

Bjarne Nederby Jessen havde gennem et par år været ramt af en kræftsygdom i spiserøret.
I første omgang så kemoterapien ud til at hjælpe, og tilmed havde Bjarne næsten ingen gener af behandlingen. Han var lykkelig over at kunne fortsætte sit høje aktivitetsniveau.
Men da knuden igen begyndte at vokse, og kræften havde bredt sig, fik han en stærkere behandling. Den var hårdere for kroppen. Men den kunne heller ikke stoppe kræften. Efter kort tid meddelte Bjarne sine mange venner over facebook, at nu gik det hastigt ned ad bakke.
Bjarne havde et stort behov for at meddele sig og være med, hvor der skete noget. Derfor engagerede han sig meget aktivt i Missionsforbundet, han redigerede bladet, han var med i skolelivet, politik, mission, støtte til Israel og meget mere.
Da han blev syg, brugte han, som han plejede, dagligt Facebook til at holde sine mange venner orienteret om sygdommens gang. På et tidspunkt skrev han, at nu gik det hastigt ned ad bakke, og en anden gang, at nu kom folk for at sige farvel – og da han blev så svag, at han ikke kunne fortsætte, sendte han en sidste hilsen og tak til venner i Danmark og hans elskede Grønland.

Kerstin og bøgerne

Bjarne voksede op i Missionsforbundet, hvor han stod for foreningens ungdomsblad og var med til at arrangere lejre og stævner. Senere blev han redaktør af frikirkens landsdækkende foreningsblad Morgenstjernen i 13 år. Selv om det udkom hver 14. dag, var arbejdet frivilligt og ulønnet. Bjarne levede af at være lærer og skolebibliotekar.
Hustruen Kerstin, som er svensk, mødte han, da hun var volontør hos en jødisk familie i Danmark. De blev allerede gift som 19-årige. Ud over troen havde de også interessen for bøger til fælles. Kerstin er socialpædagog. De har fem børn. Et af dem er et adoptivbarn fra Thailand. En blind dreng, som de adopterede som tak til Gud for, at et af deres egne børn overlevede en alvorlig sygdom.

Toppolitiker

I mange år var Bjarne meget aktiv i politik. Han var med til at stifte Kristendemokraterne. Og han var på et tidspunkt også modkandidat til Flemming Kofod Svendsen til formandsposten. Indtil for nylig var han med i hovedbestyrelsen og folketingskandidat i bl.a. Horsens.
Bjarne og Kerstin overvejede i mange år at rejse til enten Congo eller Thailand som missionærer, men da børnene var fløjet fra reden i 1991 tog de til Illulissat i Grønland. Her var han frikirkepræst, de drev en klub for byens børn og gav sjælesorg og rådgivning. Og parret engagerede sig så meget, at de først vendte hjem i 2004 – efter 13 aktive år.
Hjemme igen i Frederiksværk engagerede Bjarne sig med liv og sjæl i alle mulige opgaver, selv om han nu kunne gå på efterløn. Han blev fx formand for boligforeningen og spidskandidat i Østjylland for Kristendemokraterne. Han kom i ældrerådet i sin kommune og i bestyrelsen i Kirkernes Integrationstjeneste, – foruden altså at skrive mange artikler i Udfordringen.
Det var ikke tilfældigt, at han holdt sin 70 års dag i maj i Israel, for jødernes vel har altid ligget Bjarne på hjerte, og han er ofte gået i demonstration til fordel for Israel og jøderne.
Bjarne var en rigtig fighter. Han brændte altid for det, han var med i. Og han brændte også igennem i offenligheden.
For to år siden fik Bjarne konstateret kræft i spiserøret, og man kunne ikke operere. Han blev derfor behandlet med kemoterapi. Mange bad for Bjarne og han oplevede også den glæde, at kemoen i første omgang ikke belastede hans høje aktivitetsniveau. Han var for stærk. Men han var også klar til at dø. Ja, næsten besluttet på det. På sin sædvanlige ligefremme måde sagde han til venner og bekendte, at han havde haft et godt og spændende liv, og at han jo troede på det evige liv og derfor ikke frygtede for at dø.
Den kristne tro, som han var en brav fighter for, hjalp ham over tærsklen til de evige boliger. Dér er han sikkert endnu mere begejstret, end han nogensinde har været her.
Begravelsen foregår lørdag kl. 11 fra Missionsforbundets kirke i Frederiksværk.