KDs sidste landsmøde inden folketingsvalget

Stig Grenov maner til, at kristne vælgere ikke blot ser til på den skæve samfundsudvikling, men engagerer sig politisk og sørger for, at Kristendemokraterne får mulighed for at påvirke udviklingen i folketinget. (Foto fra sidste års landsmøde.)
Stig Grenov maner til, at kristne vælgere ikke blot ser til på den skæve samfundsudvikling, men engagerer sig politisk og sørger for, at Kristendemokraterne får mulighed for at påvirke udviklingen i folketinget. (Foto fra sidste års landsmøde.)

To-dages landsmøde i Middelfart samler Kristendemokraterne for at gøre klar til valgkamp.

”Kæmp for livet, mens det er der” er temaet for KDs landsmøde lørdag og søndag i den kommende weekend.

Temaet hentyder til KDs kamp for livets ukrænkelighed fra undfangelse til grav – imod abort og dødshjælp – men også for de mange andre områder, hvor livet er truet af ”udviklingen” eller politiske indgreb. Fx på skoleområdet.
Det gælder også den centralisering, som efterlader størstedelen af Danmark som udkants- eller stagnationsområde. Her gælder det om at finde drastiske løsninger for at redde det lokale liv i landsbyer og byer, som ligger udenfor de to store vækstområder København og Østjylland.
KD har derfor søndag inviteret formanden for landdistrikternes fællesråd til at holde foredrag. Og bagefter drøfter man et oplæg fra politisk-økonomisk udvalg, samt en række resolutionsforslag.

Valg til ledelsen

Formanden Stig Grenov er sikker på genvalg, da der ikke er modkandidater.
Desuden vælges ti af de 30 HB-medlemmer hvertandet år. I år er følgende opstillet:
Anne-Mie Andersen, Vestjyll., Benjamin Elung-Jensen, Kbh., Hans H. Holm, Vestjyll., Henning Østergaard, Sjælland, Inge Marie Jensen, Sydjyll., Mich. Jensen, Fyn, Niels Møller Jessen, Sydjyll., Per Kristensen, Sjælland, Jens Ole Madsen, Fyn, Per Nansted, Fyn, Patrik Näsfors, Nordjyll., Henri Nissen, Sydjyll., Bjørn Suadicani, Fyn, Leif Thyssen, Vestjyll., Lillian Vigtoft-Jessen, Sydjyll., og Peter Øhrstrøm, Nordjyll.

Klar til valg
Ca. 250 delegerede og gæster ventes at deltage i Kristendemokraternes landsmøde i Middelfart.
Ca. 250 delegerede og gæster ventes at deltage i Kristendemokraternes landsmøde i Middelfart.

Men først og fremmest bliver landsmødet en opvarmning til det folketingsvalg, som vil falde indenfor det næste år – fordi regeringen da har siddet i fire år.
Kristendemokraterne røg ud af folketinget i 2005 og opnåede heller ikke valg i 2007 og 2011. Partiet satser derfor alt på at komme ind i folketinget ved det kommende valg – som kan blive partiets sidste chance.
Formanden Stig Grenov maner i sit oplæg til landsmødet til ikke blot at se til på den skæve samfundsudvikling, men at slås for et fællesskab, hvor der er plads til familien, til de hjemløse, døende og handikappede.
Han vil gøre op med en velfærdsstat, hvor børnene bliver tjekket fra vuggestue, børnehave og skoler blot for at kunne passe ind i ”maskineriet”, og hvor arbejdslivet truer familielivet.