Nødhjælp til børn i Syrien

Mange syriske kvinder og børn lever under interimistiske forhold som internt fordrevne i Syrien, mens mændene er forsvundet i krigens virvar.
Mange syriske kvinder og børn lever under interimistiske forhold som internt fordrevne i Syrien, mens mændene er forsvundet i krigens virvar.

Næsten halvdelen af de internt fordrevne i Syrien er børn, som er afhængige af både fødevarer og medicin, skriver Dansk Europamission.

Internt fordrevne, som bor under kummerlige forhold, får hjælp til overlevelse fra Dansk Europamissions samarbejdspartner i Syrien.

– Uden jeres hjælp ville vi for længst have opgivet, men nu har vi stadig et håb om, at det bliver bedre, og at vi overlever, siger flygtningen ’Abu Hanna’, far til fire i Syrien.
Akuthjælpen fra Dansk Europamission når gennem lokale partner-organisationer de traumatiserede flygtninge. De får interimistisk husly i parker, skoler, offentlige bygninger eller lever stuvet sammen i tomme lejligheder. Her er der mange kvinder og børn, som har måttet flygte for volden, og som har mistet deres mænd i krigens virvar.

Mad og ’vinterpakker’

Partnerne i det årelange partnerskab har siden efteråret 2012 ydet nødhjælp til de internt fordrevne.
De nødlidende får pakker med fødevarer, børnemad, medicin, hygiejneartikler og tøj. I de kolde vintermåneder får de også jakker, sokker, tæpper og brændsel.

Hjælp til Nord-Syrien

Nødhjælpen bliver pakket og efterfølgende distribueret af de lokale samarbejdspartnere i Syrien. Herefter fordeles pakkerne i hele det nordlige Syrien.
Hjælpen når mennesker i Aleppo og omegn samt afsidesliggende kurdiske landsbyer og byer i Nordsyrien, som pga. interkulturelle spændinger i vidt omfang er afskåret fra anden hjælp.
I den nordøstlige del af landet kommer hjælpen ud til de steder, hvor særlig mange flygtninge søger beskyttelse, nemlig Al-Hasakeh, Tel Tamar, Qamishli og Malkieh.

Lokale kristne formidler nødhjælpen

– Vore lokale partnere kender stedets kultur, folk og situation ret nøje og kan derfor målrettet og hurtigt yde hjælp. De har et godt lokalt netværk og undgår at yde overlappende hjælp.
Mange steder hører disse lokale partnere til de få – sommetider de eneste, som hjælper de nødstedte flygtninge, fortæller Samuel Nymann Eriksen.

Nødhjælp rimer på næstekærlighed

Gennem praktisk, kristen næstekærlighed er de lokale kristne et vidnesbyrd for deres medmennesker. Hjælpen ydes til mennesker uafhængigt af deres etniske og religiøse tilhørsforhold.
Det er også grunden til, at vore etnisk spraglet sammensatte teams løbende bliver opsøgt af folk fra andre trossamfund, som gerne vil yde hjælp, fortæller Samuel Nymann Eriksen.