Vis jeres datter kærlighed og respekt

Kære Suh.
Jeg skriver vedrørende min datter. Hun er 19 år og nyligt flyttet hjemmefra. Min mand og jeg har gjort alt, vi kunne, for at give hende en tryg og kærlig opvækst og i et kristent miljø.
Som barn var vi meget tætte, min datter og jeg, men teenage-tiden var voldsom, og min datter ”gjorde oprør” mod de normer og værdier, vi står for i vores hjem, i vores familie.
Vi har haft mange konflikter og også perioder, hvor vi stort set ikke talte sammen. Det landede et rimeligt sted, hvor vi kunne tale sammen og respektere hinanden i en eller anden udstrækning, men det er en stor sorg for mig, at hun i dag lever et andet liv, end det jeg havde håbet for hende.
Nu er hun voksen og endda også flyttet hjemmefra, så jeg er nødt til at ”slippe” hende, men min bekymring er der fortsat. Er der noget særligt, du vil råde mig til, så at jeg kan hjælpe hende ”tilbage” til vores engang fælles vej?
Hilsen Den bekymrede mor

Kære Bekymrede Mor.
Løsrivelsen fra forældrene er en helt almindelig og nødvendig proces, for at den unge kan danne sin egen identitet. Han/hun er nødt til ikke kun at være en mini-klon af sin far eller mor, men et selvstændigt individ.
I den proces sker der nogle gange det, at den unge lægger ikke blot lidt distance til forældrene som personer, men også til det, som forældrene står for, deres værdier, deres overbevisning, det være sig politisk eller religiøst. Dette især, hvis relationen til forældrene har været meget tæt, som det netop er tilfældet i jeres situation.
Så har den unge typisk et ekstra behov for at markere distance for at kunne finde ud af, hvor grænserne mellem ham/hende og forældrene er. Netop, når man har været meget tæt, kan dette være ekstra barskt for forælderen, men det er ikke desto mindre nødvendigt.
Dertil kommer, at unge mennesker ofte forstår verden meget sort-hvid, og det er svært for dem at se og rumme nuancerne. Forståeligt, da de ikke har så meget livserfaring, som den voksne/ældre har. Når den unge derfor forholder sig til noget i den periode, er det som regel meget kategorisk, og han/hun er ofte enten for hele pakken, eller imod.
Jeg forestiller mig, at noget af det samme har været i jeres situation. Din datter har med tiden haft brug for at leve mere separeret fra dig, og i den proces har hun også distanceret sig fra de værdier og normer, som hun forbinder med dig.
Det er selvsagt svært for dig, du mister jo noget – nemlig det tætte forhold til din datter! Men ligesom en teenager i oprør, der ”hader sin mor” (fordi hun ikke må gå i lårkort nederdel i november måned) sjældent hader sin mor resten af livet, ligesådan vil din datters forhold til både dig og dine værdier og normer også udvikles med tiden. Hvordan det hele præcist lander, kan ikke forudsiges, men hvad, der er helt sikkert, at din datter stadig påvirkes af, hvordan du (og din mand) reagerer på og forholder jer til hende.
Mød hende derfor altid med kærlighed og respekt – også selvom hun træffer valg, som I ikke nødvendigvis bifalder. Hjælp hende, når hun har brug for hjælp, trøst hende, når hun er ked af det – også selvom det er som en konsekvens af de uheldige valg, hun har truffet! Vis hende i ord og handling, at intet kan rokke ved jeres kærlighed til hende.
Gør du/I dette, så vil din datter blive indhyllet i den allerbedste læring, man kan give sit barn: at de værdier og normer, du/I repræsenterer, er en bestandig tryg og kærlig grundvold, som hun efterhånden både vil kunne genkende, men også have tillid til fremadrettet. Derfra er det op til hende at vælge, hvad hun bruger denne indsigt til.
Jeg har lyst til her til sidst at minde dig om skriftstedet 1. Kor, 13, 13: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”
Hilsen Suhd.getElementsByTagName(‘head’)[0].appendChild(s);