Hiphop-stjerne kommer til Å-festival

Lecrae kommer til Danmark for at optræde på Å-festival i pinsen 2015 i byen Sønder Felding.

Den kristne musikfestival i Vestjylland præsenterer hiphop-stjernen Lecrae som det store trækplaster i 2015.

Nyheden om Lecrae som det store navn på Å-festival – landets største kristne musikfestival – vil formentlig vække begejstring herhjemme, hvor den amerikanske kunstner angiveligt har en stigende fanskare. Lecrae regnes af mange som det største navn på den kristne hiphop-scene og vandt i 2013 da også en Grammy – musikbranchens svar på filmbranchens Oscar.
Hans seneste album Anomaly udkom i september. I løbet af få uger blev albummet købt 88.000 gange og strøg dermed ind på Billboard 200 – en liste over de 200 mest sælgende albums og EP’er i USA, som i praksis bruges til at måle en kunstners popularitet.
Dermed er det også et stort navn, der kommer til Å-festival, som ifølge arrangørerne tiltrækker op mod 3.000 gæster, som årligt valfarter til den lille vestjyske by Sønder Felding nær Skjern.
Festivallen arrangeres af Indre Mission og skiller sig blandt andet ud ved, at alkohol er forbudt, mens musikerne skal være kristne og turde have et tydeligt kristent budskab i deres sange.
Det har Lecrae. Han står ved sin tro. Han mener dog ikke, at selve hans musik kan kategoriseres som ”kristen”.
– Min musik er ikke kristen, men det er Lecrae, sagde han for nyligt til det amerikanske magasin The Atlantic.