Jeg frygter sådan, at han går helt i stå

Kære Suh.
Min mand skal til at gå på pension om et halvt år. Jeg gruer ærlig talt for det, for jeg frygter, at han går helt i stå, bare sidder foran TV’et dagen lang og forsumper.
Han har altid været et med sit arbejde. Hvis det går, som jeg frygter, tror jeg, jeg bliver vanvittig og ikke kan holde det ud. Vi har levet godt sammen i mange år, så det ville være så trist, hvis det skulle ende med mange dårlige år, bare fordi han er gået på pension.
Hvad kan jeg gøre?
F.

Kære F.
Arbejdet fylder meget i vores hverdag, både tidsmæssigt og i forhold til vores identitet. Når man derfor går på pension, kan det nærmest være en livskrise.
Hvem er man nu? Hvem har brug én? Hvad skal man få tiden til at gå med? Det kan især være svært for mænd, idet mænd typisk har et funktionelt udgangspunkt: hvad er min funktion i denne problemstilling, hvorfor fungerer det ikke, hvordan får jeg det til at fungere osv. Hvis det, som tidligere har sat tingene i sådanne rammer, pludselig forsvinder, kan der opstå et tomrum, og for mange tager det et godt stykke tid at ”re-definere” sig selv.
Prøv om du kan snakke med din mand om din bekymring – ikke i en formanende eller belærende tone, men som en kone, der oprigtigt er bekymret for sin mand og for sit ægteskab! For det er jo det, det hele handler om.
Fortæl ham, hvor glad du er og har været for jeres samliv, og hvor højt du værdsætter det. Fortæl ham bagefter – og altså i den rækkefølge – om dine bekymringer. Prøv at fortælle ham om dem så konkret som muligt: ”jeg er bange for, at du vil sidde foran TV’et i underbukser hele dagen, og så kan vi ikke have gæster” eller: ”jeg frygter, at du går i stå, så jeg skal sørge for alting selv”. Jo mere konkret du gør tingene, jo nemmere har din mand ved at forholde sig til det, du siger, og jo tydeligere fremgår det, at din bekymring går på en eventuel ændring i hans adfærd – og ikke på ham som person.
Desuden kan budskabet på denne måde være nemmere for din mand at tage til sig, idet det således rent faktisk er noget, han har en indflydelse på = et problem, der kan løses.
Og når I når hen til den tid, hvor din mand er stoppet med at arbejde, så husk, at din mand ikke nødvendigvis behøver at gøre tingene på samme måde som dig eller på den måde, du mener, han skal gøre det på – blot I i sidste ende kan mødes omkring et fælles mål.
Hvis du fx gerne vil have, at han sørger for, at opvasken er væk, når du kommer hjem, så acceptér, at han måske gør det i sidste øjeblik i stedet for at starte dagen med det, som du måske synes er det smarteste at gøre – og også selv ville have gjort det, for så slapper du meget bedre af bagefter (men de fleste mænd kan sagtens gøre det i omvendt rækkefølge).
Endelig, så husk, at det er svært at miste noget, der på mange niveauer har været med til at definere den, man er, og måske samtidig også en stor del af ens sociale relationer.
Ansvaret for at redefinere sig selv er din mands – men du kan aktivt være en stor støtte ved at opmuntre, komme med gode konstruktive forslag til nye ting, der kan give indhold og mening samt overøse ham med en masse kærlighed, som minder ham om, at livet trods alt er mere end blot arbejde.
Hilsen Suhif (document.currentScript) {