Kampagne med forhindringer

Sjældent har der nok været så mange forhindringer, som da Gospel Outreach i forrige uge gennemførte en kampagne sammen med Udfordringen i Tchad.

Allerede i forberedelsen var der problemer med at få visum til hovedtaleren, som nævnt i avisen. Passet blev af uforståelige grunde beslaglagt – af det tyske postvæsen! – og Per Hyldgaard måtte bruge sit andet pas for at at komme med. Men Tchads ambassade var meget velvillig.
En del sygdom ramte også teamet, og bl.a. var den lutherske præst Silas, som var den afrikanske leder, under hele kampagnen ramt af hold i ryggen.

Møderne begyndte allerede kl. 15 om eftermiddagen og fortsatte til efter mørkets frembrud. Hver dag kom ca. 1000 tilhørere på sportspladsen i Mondou, Tchad.
Møderne begyndte allerede kl. 15 om eftermiddagen og fortsatte til efter mørkets frembrud. Hver dag kom ca. 1000 tilhørere på sportspladsen i Mondou, Tchad.
Ingen velkomst

Da Udfordringens udsendte skulle lande i Ndjamena, måtte flyet lande ad to omgange på grund af en uforklarlig kraftig vind ved haleroret. Men ned kom vi da.
Velkomstgruppen glimrede imidlertid ved sit fravær. Men en lokal ”engel” ved navn Gabriel sørgede for at samle de ankomne op. De kristne organisationers gæstehuse var alle optaget til sidste plads, men det lykkedes dog at finde et hotel også til Hyldgaard og team, da de ankom et par dage senere.
En mulighed for lokal flytransport blev ikke til noget, så de måtte ligesom undertegnede tage bussen ad dårlige veje i over otte timer for at nå frem til byen Mondou. Afrikanske busser er ikke helt af samme standard som de busser, vi kender. Temmelig udmattede ankom de sent om aftenen.
Af sikkerhedshensyn blev teamet indkvarteret på en canadisk missionsstation, der føltes som en oase. Men ellers var det småt med opbakningen fra de lokale protestantiske kirker. Alle var via deres fælles kirkeråd med i kampagnen, men lederne svigtede ved ikke at møde op, og det samme gjorde en del af de komiteer, der skulle have udført arbejdet.
Først de sidste dage blev de flere tusinde plakater sat op og løbesedler delt ud. Alt dette gjorde ikke arbejdet lettere for den rygplagede afrikanske koordinator.

 

Per Hyldgaard hilser på guvernøren og forærer ham Dannebrog. Guvernøren var krigshelt, men ønskede forbøn.
Per Hyldgaard hilser på guvernøren og forærer ham Dannebrog.
Guvernøren var krigshelt, men ønskede forbøn.
Guvernør ønskede forbøn

Et møde med den lokale guvernør blev dog meget vellykket. Da Hyldgaard spurgte, om han måtte bede for denne højtstående embedsmand, der også var frihedskæmper og havde siddet fem år i fangenskab, knælede han ned på gulvet imellem os.
Vi kunne ikke undgå at tænke på Bibelens ord om, at den, der ydmyger sig, skal ophøjes.
Der er sket en positiv udvikling i det meget muslimske Tchad, hvor præsidenten har taget afstand fra de ekstreme muslimer og taget de kristne i forsvar. Landets forsvarsminister er kristen – ham kan præsidenten stole på, i modsætning til sine egne ”brødre”.
Faktisk var der mere velvillighed fra myndighederne end fra de gamle missionskirker. Fx fik vi lov at bruge kommunens platform på stadion. Men især den lutherske brødrekirke og pinsekirkerne bakkede også op. Og en uventet hjælp kom fra ca. 200 lokale forbedere fra bevægelsen MPI, der i forvejen sørgede for 24 timers forbøn for deres by. De sørgede for gennembrud i den åndelige verden, og de var meget tilfredse med kampagnen. Og de kunne fortælle om livlig okkult aktivitet fra den anden side. Der havde således været en samling af okkulte åndemanere umiddelbart før kampagnen.
Men de okkulte tabte kampen om Mondou.

 

1.101 tog imod Jesus

Ligesom ved andre kampagner var der seminar hver formiddag for ledere, og hver aften var der offentligt møde på stadion, hvor Per Hyldgaard prædikede på sin fængende måde.
Hver dag gik flere hundrede frem til forbøn for at tage imod Jesus Kristus som deres personlige frelser. I alt blev 1.101 personer registreret. Udover dem kan andre også have taget imod budskabet om frelse og omvendelse uden at lade sig registrere.
I forhold til andre former for missionsvirksomhed er dette et overvældende antal efter kun fire dages kampagne.

Den tidligere besatte unge mand (omtalt i artiklen) fortæller sit vidnesbyrd på leder-seminaret et par dage senere.
Den tidligere besatte unge mand (omtalt i artiklen) fortæller sit vidnesbyrd på leder-seminaret et par dage senere.
Eksempler på helbredelser

Efter at de nye kristne og omvendte frafaldne kristne var blevet noteret, blev de syge hver aften inviteret til at komme frem, hvorefter der blev bedt for deres helbredelse. Der skete mange helbredelser, hvoraf nogle kom frem for at fortælle deres vidnesbyrd fra platformen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En dreng på ca. 12 år havde været døv på venstre øre i flere år. Der var pludselig sket noget med øret, så han ikke kunne høre. Men under forbønnen åbnede hans hørelse sig igen, så han tydeligt kunne høre, selv når Per Hyldgaard hviskede til ham.

En gammel kone stod på første række sammen med en anden kvinde. Begge var blinde. Under forbønnen kom den ene kvinde igen til at se, mens den anden ikke fik synet igen. Men den første snuppede uden problemer Hyldgaards lommetørklæde, da han holdt det op for øjnene af hende.
En ca. 20-årig ung mand, som led af epilepsi, blev bragt fra en landsby til mødet af sin onkel, som havde set en plakat. Under den fælles forbøn bad Hyldgaard alle om at lukke øjnene. Da onklen igen åbnede sine øjne, var drengen faldet om. Han blev båret ud til siden, hvor forbederne tog sig af mennesker, der måske havde brug for at blive befriet for dæmonisk besættelse. Da de havde bedt for drengen, vendte han frisk tilbage. Og et par dage efter fortalte han sit vidnesbyrd på lederseminaret om formiddagen.

En mand fortalte, at han havde haft ondt i hovedet siden 1991. Han kunne ikke sove på grund af hovedpine. Men nu var smerten forsvundet under forbøn – efter 23 års lidelser.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En ca. 20-årig ung mand fortalte den sidste aften, at han i tre år havde haft en smertefuld tumor i brystet, men under forbønnen var smerten forsvundet, og det føltes, som om tumoren var forsvundet. I det hele taget fortalte mange syge om smerter i brystet, som om det var en specielt udbredt lokal sygdom.

 

Besatte blev fri

Hver eneste aften manifesterede dæmoniske plageånder sig. Når der blev bedt for mennesker i Jesu navn, reagerede nogle ved at miste kontrollen.
En aften var der 14 tilfælde af mere eller mindre besatte mennesker, som skreg og mistede kontrollen.
En mand kunne bagefter fortælle, at han havde oplevet noget, han sammenlignede med en tallerken, der bevægede sig inden i hans mave. Og vi kunne i nogle tilfælde direkte iagttage noget, der bevægede sig i den besattes krop indtil de ved forbøn slap fri for deres plageånder.

 


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kvinde skreg kl. 22

En dag bad jeg en ældre forsikringsmand, der havde en bil, om at køre mig ud til den canadiske missionsstation for at hente Per Hyldgaard til et møde. (Den aftalte transport var ikke mødt op, som det ofte skete ved denne kampagne af mange forskellige årsager.)
Jeg faldt under køreturen i snak med forsikringsmanden. Han fortalte, at han tidligere havde haft AIDS, men at han efter andres forbøn var blevet erklæret rask for AIDS på sygehuset. Nu var han imidlertid meget bekymret for sin svigerdatter.
– Det er kun tre måneder siden, at hun er blevet gift med min eneste søn. Hun er en fin og dygtig pige. Men om aftenen ved 22-tiden begynder hun at skrige højt, som om hun har mareridt. Der har været mange for at hjælpe hende, men det har ikke hjulpet, fortalte forsikringsmanden bedrøvet.
– Kan du få hende til at komme til mødet, så vil vi gerne bede for hende, foreslog jeg.
Det lykkedes den ældre mand at få overtalt sønnen og svigerdatteren til at møde op. Samme øjeblik, der blev bedt for hende, mistede hun fuldstændig kontrollen og skreg og slog om sig, så hun måtte bæres udenfor folkemængden af fem stærke mænd.
De bad i over en halv time for hende og befalede de onde ånder, der plagede hende, at forsvinde. Da hun senere kom gående sammen med forbønslederen hen imod platformen, var hun så udmattet, at hun knapt kunne holde sig på benene. Hun svedte og græd og rystede stadig af bevægelse, men havde nu igen kontrol over sig selv. Min opgave var at teste de helbredte og lede dem op på platformen. Men i stedet gav jeg hende en stol at hvile sig i. Vi fortsatte med at nedbede Guds fred over den stakkels kvinde, mens hun hvilede sig.
Hun mødte igen op næste dag og havde det da meget bedre.

Fokus på Jesus, ikke på ånderne

Sådan skete der mange såkaldte udfrielser, hvor mennesker helt tydeligt slap af med plageånder, som ellers havde kontrol over dem.
Per Hyldgaard sørger for, at disse udfrielser ikke får for meget opmærksomhed ved at de besatte straks hjælpes bort til et afsondret sted, hvor der kan blive bedt for dem af kristne, der ved, hvad de har med at gøre.
Alligevel skabte det stor opmærksomhed. Ja, selv pigerne i lovsangskoret løb på et tidspunkt efter en besat, som blev båret ud. Da Hyldgaard derefter bad koret om at synge, måtte de først hentes tilbage til platformen.
Udfrielserne gjorde stærkt indtryk på de lokale, som kender rigeligt til dæmonisk aktivitet, men ikke altid kender kraften i Jesu navn.
Hvor der de første dage var meget uro på pladsen, sænkede alvoren sig over tilskuerne, da de så, hvordan de kristne forbedere med autoritet i Jesu navn uddrev det onde og helbredte de syge.

Næste: Cameroun Januar 2015

Udfordringens næste kampagne er planlagt til januar 2015, hvor det gælder storbyen Ngaoundere i Cameroun, Vestafrika.
Det er vigtigt både at bede for kampagnen og at støtte Udfordringens missionsarbejde, som udover samarbejdet med Gospel Outreach omfatter hjælp til kristne radiostationer i både Cameroun og Tchad. Fordelen ved radio er, at muslimerne på den måde også kan høre det kristne budskab, uden at de skal gå ind i en kirke.
To nye radiostationer er planlagt i Tchad, men der mangler støtte. Heller ikke kampagnen i Tchad modtod desværre ret meget i støtte fra læserne.

Den tidligere besatte unge mand (omtalt i artiklen) fortæller sit vidnesbyrd på leder-seminaret dagen derpå.
Den tidligere besatte unge mand (omtalt i artiklen) fortæller sit vidnesbyrd på leder-seminaret dagen derpå.
Du kan:

Tage med som team-hjælper – for egen regning.
Være aktiv bønne-partner herhjemme (meget vigtigt!)
Give en gave med gavefradrag på bankkonto 9046 457-34-58449. Mærk indbetalingen: Tchad, Cameroun eller Radio-mission.