Farvel til tre i søndagsskolearbejdet

Souschef og konsulent Inger Nørgaard, Hoptrup, stopper efter næsten 30 år i DFS.
Souschef og konsulent Inger Nørgaard, Hoptrup, stopper efter næsten 30 år i DFS.

Både Inger Nørgaard og to andre mangeårige medarbejdere er stoppet i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS) med udgangen af 2014.

Souschef og DFS-konsulent Inger Nørgaard har efter næsten 30 års tjeneste ved DFS valgt at søge nye udfordringer. Landsleder Bent Molbech Pedersen siger om hendes store arbejde gennem årene: – Som souschef og DFS-konsulent har Inger haft stor berøringsflade med klubberne – men også på lejre, stævner og ikke mindst kurser og konferencer, som hun har været ansvarlig for. På den måde har hun haft et godt tag om alle aldersgrupper og formået at tale børnenes, ledernes og konsulenternes sprog. Alle, der har mødt Inger, fornemmer hurtigt, at det hun brænder for, er Jesus til børnene. Hendes varme, omfavnende natur og fornemmelse for andres situation gør, at man omgående nærer tillid og åbner op – og ind i det rum har Inger bragt både visdom og latter. I snart 30 år har hun været redaktør for flere forskellige blade, lavet kursuskataloger, fået Godly Play til Danmark og uddannet andre i den formidlingsform; hun har hvervet og udrustet fritidskonsulenter – og kræver konsulenterne kreativ sparring, så er det Inger, de er gået til.

Hanne Ramskov Schmidt stopper efter knap 8 års ansættelse i DFS.
Hanne Ramskov Schmidt stopper efter knap 8 års ansættelse i DFS.

Internationalt har Inger Nørgaard også været aktiv i søndagsskolearbejdet med inspirations- og undervisningsture til bl.a. DDR, Etiopien og Polen. Inger bor i Hoptrup ved Haderslev sammen med sin mand Henning. Sammen har de både børn og børnebørn, fortæller DFS.

Farvel til to andre mangeårige konsulenter
Elsebeth Carlsen stopper efter 14 års ansættelse i DFS.
Elsebeth Carlsen stopper efter 14 års ansættelse i DFS.

DFS må også sige farvel til Elsebeth Carlsen, Vanløse, der 1/1 2001 blev ansat som konsulent i Storkøbenhavn. Efter seks år blev hun i foråret 2007 ansat som fritidskonsulent, da hun fik arbejde som lærer. De senere år har hun været med i kursuskomitéen, der var et naturligt valg, da hendes hjertebarn er undervisning og udrustning af andre ledere. Pædagogmedhjælper på Herning Kristne Friskole, Hanne Ramskov Schmidt, har valgt at stoppe i det arbejde som fritidskonsulent, hun har haft siden 2005. Hanne bor sammen med sin mand ved Kibæk.  Hanne har været det naturlige valg, når der stod forkyndelse for børn eller familieaftener på programmet, oplyser DFS.