Hvad er min ret – og hvad er min pligt?

Vi må kæmpe for ytringsfriheden, lyder det fra både politikere og pressefolk i disse uger. Nogle hævder friheden ved at bringe provokerende tegninger eller artikler. Men ind imellem må man vælge ikke at bruge sin ret – i en endnu større sags tjeneste.

Nogle medier har i den seneste tid øvet selvcensur for ikke at provokere og dermed udsætte medarbejderne for fare. Og efterhånden er det vel også gået op for os i Vesten, at det, der virker harmløst hos os, kan fremprovokere både oprør og terror andre steder i verden, hvor ingen profet må portrætteres under nogen omstændigheder.
Samtidig må vi spørge, hvad formålet er med at hævde en rettighed, som ikke er til diskussion. I nogle tilfælde kan humor sige noget sjovt, tankevækkende eller informativt, selv når det gælder menneskers tro. Også i Udfordringen kan vi uge efter uge trække på smilebåndet og se os selv lidt udefra gennem fx ReverendFun, der sætter fokus på særheder hos kristne eller bibelske personer.
Mens selvransagelse er en god ting, er der grænser for, hvad man skal udsætte andre for. Vi skal ikke ydmyge andre. Og forargelse blandt fx muslimer vil ikke føre til noget godt. Hvad kan satiretegninger af profeten Muhammed lære muslimer om vestlige værdier som demokrati, åben debat og pressefrihed? Højst sandsynligt vil det kun føre til større vrede og afvisning af alt det, vi iøvrigt står for.

Da Gud for godt 2000 år siden besøgte verden, tog han tjenerskikkelse på og blev menneske. Han krævede ikke sin ret. Han var stum som et får, der klippes, eller et lam, der føres til slagtebænken. Jesus valgte sin ytringsfrihed fra for at blive menneskehedens frelser.
Og dog – noget sagde han, mens han hang på korset: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

Vi har allesammen ret til ikke at bruge vore rettigheder – i en større sags tjeneste. Og somme tider er det at give afkald vores fornemste pligt.