Dem der elsker meget

Mahalal’el sidder på taget og ser over mod templet. Her i Øvrebyen er de fleste huse bygget, så man fra terrassen kan se templet. Egentlig skal han terpe teksterne, så han kan dem i morgen, men det falder ham svært at holde tankerne samlede. Han har hørt larmen fra processionen, da den skred ud gennem byporten lidt længere mod nord, og han ved, hvad det optog betyder.
En korsfæstelse.
Han har kun én gang set sådan en henrettelse. Mor ville ikke have det, men far mente, at ”det ville knægten have godt af.”
Det havde han ikke. Frygtelig syg var han i flere dage. Ikke febersyg, men syg som en kvinde, som de andre drenge hånende kaldte det.
Siden dengang har han ofte måttet høre for at være en tøsedreng, og lige så længe har det vendt sig i ham, når han nede fra byporten har kunnet høre en korsfæstet bære tværplanken ud til hovedskalstedet.
Det var sket igen i dag, og skønt det allerede må være flere timer siden, han hørte det, så er maven ikke faldet helt til ro endnu.
Lyden af nogle småsten, der rammer tagterrassen river ham ud af hans tanker. Nu kan han også høre nogen kalde sagte nede på gaden. Hurtigt kommer han op og læner sig ud. Det er Kenan.
”Psst, Mahalal’el, hvad laver du?”
Kenan bor i den anden ende af Jerusalem. Egentlig er far ikke så glad for, at de er sammen, men Mahalal’el er ligeglad med, at Kenan ikke er vokset op her i kvarteret. Han er den eneste, der forstår, at Mahalal’el ikke bryder sig om korsfæstelser, for det gør hen heller ikke selv. Det er ellers ikke meget, de har set til hinanden de sidste dage. Den første dag i ugen, altså lige efter sidste sabbat, så Kenan en mand, som han har været vildt betaget af siden. Profeten, kalder de i folkemunde ham, som Kenan har mødt. Selv har Mahalal’el aldrig hverken mødt ham eller hørt ham, men rygtet om profetens indtog i byen har han ikke kunnet undgå. Far omtaler denne profet i meget lidt smukke vendinger, har han dog bemærket.
”Jeg terper teksten til undervisningen i morgen.”
”I morgen. Du skal da ikke til undervisning på en sabbat. Kom lige ned!”
Det har han ret i. Sabbatten går ind om nogle få timer.
”Okay. Bliv der. Jeg kommer ned.”
Så lydløst som muligt lister Mahalal’el ned af trappen. Far er ikke hjemme, og mor er optaget af et eller andet i gården. Hvorfor lister han egentlig? Måske er det bare fordi, far har forbudt ham at tage Kenan med ind i huset.
Vennen er grå i ansigtet og underlig i øjnene, ser Mahalal’el, da han når ned til ham.
”Hvad er der sket? Hvad har du lavet? Er der nogen efter dig?”
Kenan ryster bare på hovedet.
”Hvordan kan de gøre det? Hvordan kan de gøre det?”
”Gøre hvad?”
”Følger I aldrig med i noget her i Øvrebyen? Ved du ikke, hvem det er, de korsfæster i dag?” spørger Kenan iltert.
Han tager fat i kraven på Mahalal’el og strammer krampagtigt til, så denne må rive hans hænder løs igen for ikke at kvæles.
”Kom lige med engang!”
Han tager Kenan om skulderen og begynder at gå op ad gaden i retning af Citadellet.
”Prøv nu lige helt roligt at fortælle mig, hvad der foregår.”
Og ud af Kenans hakken og stammen, forstår han, at det er profeten, der bliver henrettet i dag.
”Men hvorfor det? Hvad har han gjort? Jeg troede, at….”
”Han har intet gjort. Intet. Aldrig.”
”Men hvorfor har romerne så…”
”Romerne. Det er ikke romerne. Det er os selv. Det er Rådet, der har gjort det.”
”Har du været derude?”
Den anden nikker.
”Jeg vil gerne derud igen, men jeg kan ikke gøre det alene. Det er derfor, jeg er kommet efter dig.”
Mahalal’el løsner sit greb om sin vens skulder.
”Hvad. Derud. Til hovedskalstedet?”
Kenan nikker.
”Men hvorfor. Du ved, hvordan jeg…..”
”Ja, det ved jeg godt. Men jeg må være der. Være, hvor han er, også selv om han hænger der til spot og spe for enhver, der kommer forbi.”
”Jeg ved altså ikke rigtig.”
En mand står og hulker i en port ved et hus, de kommer forbi. En stor mand. Hvad laver en grædende fisker fra Gallilæa her i Jerusalem, tænker Mahalal’el, da han ser hans kjortel.
Mahalal’el er i vildrede. Skal han gå med sin ven ud til stedet med risiko for at blive syg af synet, og med fare for at udsætte Kenan for det samme?
”Vil du ikke nok Mahalal’el! Jeg har aldrig, og vil aldrig siden bede dig om en større tjeneste end denne.”
Af Kenans udslukte øjne og hans våde kind fornemmer Mahalal’el det mørke, der ruger over byen i dag. Instinktivt fornemmer han, at hvis han går med ud til Golgatha, vil han fortryde det resten af sine dage; og går han ikke med, så vil han fortryde det endnu mere.

Mahalal’el tør først ikke at se op på forbryderne, men da han endelig har gjort det, kan han slet ikke gøre andet. Der hænger tre der i dag. Hans blik er naglet fast til dem, som deres kroppe er det til det træ, de hænger på.
Han føler sig ikke syg ved synet. Det undrer ham, men han glemmer det snart, for den ene af de tre suger hans opmærksomhed til sig. Kenan står som han selv og stirrer op. Musklerne sitrer på ham, og han knytter sine næver. Et øjeblik er Mahalal’el bange for, at vennen skal springe frem og kaste sig over de romerske soldater. Det vil han ikke slippe godt fra. Han lægger sin arm om hans skulder, som han havde gjort det inde i byen. Denne gang ikke for at trøste, men for at holde på ham.
Der er noget ved den ene af de tre. Noget, der ikke kan være normalt for en korsfæstet på vej ind i den kvælende død. Noget sejrende. En art overjordisk lykke. Hvordan i Himlens navn kan en døende forbryder hænge der og smile af sin skæbne? Det må være Kenans profet.
De to andre derimod er knugede og knuste. Mahalal’el tænker, at som især den ene ser ud, så skal man være en hårdhjertet soldat for ikke at få medynk med ham. Han ligner en, der bærer på frygtelige byrder og ulidelige smerter. Som tager han et uendeligt synderegister med sig i døden.
”Sikke en forskel, der er på dem”, hvisker han til Kenan.”
Denne nikker.
”Så sejrrig og sikker din profet ser ud”.
Kenan drejer hovedet og ser fåret på ham.
”Hvorfor synes du det?”
”Jamen, som han ser ud. Sikker i sin sag. Selv døden kan tilsyneladende ikke få bugt med ham.”
Vennen ser igen op på de tre.
”Jeg synes nu, han ser uendelig meget lidende ud.”
Mahalal’el forstår ingenting.
”Jamen så se da efter. Han smiler ind imellem, skønt det må gøre forbandet ondt at hænge der. Ham i midten derimod, han ser forfærdelig ud.”
Kenan sukker dybt.
”Ham i midten er profeten.”
”Hvad?”
Mahalal’el peger op.
”Hvem er så ham den smilende der?”
Kenan spytter og trækker på skuldrene.
”Bare en eller anden røver.”