Er du plaget af ”vampyrer”?

En ”gift-relation” kan suge glæde og livet ud af dig. Derfor bruger Becky Cain vampyrer som metafor på usunde (kristne) relationer.
En ”gift-relation” kan suge glæde og livet ud af dig. Derfor bruger Becky Cain vampyrer som metafor på usunde (kristne) relationer.

Becky Cain giver værktøjer til afsløring og håndtering af det, hun kalder ”kristne vampyrer”.

Er du en kristen vampyr – eller kender du måske nogen? Sådan spurgte Becky Farina Cain fornyligt på sin blog. Hun er forfatter til bogen ”Syv nøgler til salvelsen” og medpastor i Trans4mation Church i Orlando, Florida. Desuden er hun uddannet coach.

Twilight?

En kristen vampyr leder måske tankerne hen på mormonske Stephenie Meyers bogserie ”Twilight”. For de få uindviede i den verdensomspændende succes-trilogi, er Edward og hans familie en slags kristne vampyrer, som kun vil spise blod fra dyr – ikke fra mennesker. Men det er ikke dem, som Becky Cain har i tankerne på sin blog. Hun fortsætter:

– Gennem min erfaring som coach har jeg opdaget, at en af de største energisugere i vores liv kan være vores relationer. Mange af vores relationer bringer selvfølgelig stor glæde og fred ind i vores liv. Men andre suger glæden og freden ud af os. Jeg kalder mennesker, som slider på vores glæde og fred for ”Kristne vampyrer”. Fordi kristne har lært at elske deres næste og vende den anden kind til, kan det være svært for os at håndtere den slags mennesker.

Ikke fuldmåne og hvidløg

Becky Cain har heldigvis også nogle gode råd til at afsløre de kristne vampyrer. Her er det ikke fuldmånens skin eller tapning af blod, som skal benyttes. Hun giver også gode råd til håndtering af dem – og her er det ikke hvidløgsfed og fadervor, som hun trækker frem. Ifølge hende er der tre primære kategorier af kristne vampyrer. Der er dem, som altid har ondt af sig selv. Ligemeget, hvor positiv du er, kan de altid finde en negativ vinkel. De har typisk kæmpet med de samme problemer i årevis og vil kun ses som ofre. Denne type vampyrer bliver du nødt til at være meget direkte overfor, når de ringer for at få omsorg. ”Jeg kan ikke løse dit problem for dig”, ”Du kræver mere end rimeligt af mig”, kan være nogle sætninger, som måske kan trænge igennem, men ellers må du nøjes med ”Det passer desværre dårligt lige nu.”

Lad ikke en giftig og krævende kristen vampyr suge glæden og livet fra ham ud af dig

Spar på klapsalverne

Den anden type vampyrer er de ekstremt selvoptagede mennesker. De har altid brug for at være center for al opmærksomhed, og forstår ikke, at de også skal give andre en plads i spotlightet. Her kan konfrontation være nødvendig, men manglende klapsalver og opmærksomhed virker sandsynligvis bedre. Den sidste type vampyr er mere snedig i sin manipulation. Han eller hun får det måske til at fremstå, som om du skylder dem at gøre, hvad de nu ønsker. Kristne vampyrer accepterer ikke et nej og vil endda bruge den kristne tro i deres manipulation. Men det er kun et standhaftigt nej, som virker. Becky Cain har selv haft sådan en kristen vampyr i sit liv.

– I årevis krævede min ”kristne vampyr”, at jeg skulle fylde det tomrum i hendes liv, som andre ikke fyldte. Det var min pligt at møde hendes behov som slægtning, kristen og især på grund af min pastor-titel. Denne giftige relation endte med at sætte pres på både mit ægteskab og andre relationer, som hun manipulerede ved hjælp af mig, forklarer hun og fortsætter: – Tag din egen iltmaske først! Faktum er, at du og jeg aldrig skal fylde det tomrum hos andre, som kun Gud kan fylde. Det er et falsk ansvar, som vi ikke må tage på os. Kristne vampyrer bliver nødt til at lære selv at hente ny kraft og styrke fra Gud. Det er kun ham, der virkelig kan give den. Becky Cain minder om, hvordan stewardessen i flyvemaskinernes sikkerhedsinformationer specifikt instruerer passagererne i at tage deres egen iltmaske på, før de hjælper andre. På samme måde er vi som kristne kaldet til at elske vores næste, som os selv – ikke før os selv.

Stop udsugningen!

Til slut slår Becky fast at, det kan være nødvendigt at skære relationen over til en kristen vampyr, hvis han eller hun ikke kan respektere de grænser, vi sætter. – Husk, at Gud elsker dig uden betingelser. Lad ikke en giftig og krævende kristen vampyr suge glæden og livet fra ham ud af dig!


Artiklen fortsætter efter annoncen: