Good Friday rockede sig til en førsteplads

De fem medlemmer af  ”Good Friday” kommer i forskellige frikirker. De vandt indledende runde i Aarhus i den europæiske musikkonkurrence Emergenza Festival. Nu er næste stop semifinale den 17. april på spillestedet Voxhall.
De fem medlemmer af ”Good Friday” kommer i forskellige frikirker. De vandt indledende runde i Aarhus i den europæiske musikkonkurrence Emergenza Festival. Nu er næste stop semifinale den 17. april på spillestedet Voxhall.

På spillestedet Atlas i Aarhus deltog det kristne rockband Good Friday i konkurrencen Emergenza Festival – og gik videre til de østjyske semifinaler.

Store mørke vægge. Et kvadratisk rum. Insisterende musik af et ungt band. Lyd der runger i de indre øregange. Mennesker i mindre grupper rundt i hele det dystre rum. Det er onsdag aften, og spillestedet er Atlas i det centrale Aarhus. Det er Emergenza Festival, en europæisk musikkonkurrence for upcoming bands.

Det er den indledende runde, hvor ni bands får hver 25 minutter til at spille deres egne numre – fem af dem går videre. Et af de ni bands er Good Friday – og næste gang er det dem, som skal på. Men lige nu spiller Herr Müller Band. Fem drenge i gymnasiealderen. Det er lidt svært at se deres øjne for hår. De gør det okay. Publikum rocker lidt med, men de fleste bliver siddende. En gang imellem lyder det lidt falsk.

Eksplicit eller ej

De får en okay applaus, efter de er færdige, og værten annoncerer til stor jubel, at Good Friday er på næste gang. De har vist taget en del tilskuere med selv. Good Friday er det engelske navn for Langfredag, og bandet har da også kristne rødder, som navnet antyder. Rune Hauge Ringsmose fra Aarhus, som er en af guitaristerne i bandet, forklarer: – Vi hedder Good Friday, fordi det er et fedt navn, som også har en dybere mening.

Udover Rune består bandet også af David Helth på trommer, Lucas Ward på bas, Kenn Bugge Pedersen på den anden guitar og Chrissy Kristensen som forsanger. Det var hende, som sammen med sin mand, Nico, tog initiativet til at samle bandet for omkring tre år siden. – Vi havde lyst til at spille noget musik, som ikke var lovsang. Det gjorde vi alle sammen rigtig meget til hverdag. Vi ville gerne skrive nogle tekster, som byggede på vores værdigrundlag uden nødvendigvis at være eksplicitte omkring troen, forklarer Rune og tilføjer: – Men det er nogle af sangene vist endt med at være alligevel.

Så bliver det fedest

Rune er 27 år og kommer i Aarhus Valgmenighed. De andre i bandet er mellem 27 og 31 og kommer i forskellige frikirker. På scenen er Good Friday ved at være færdig med opstillingen. Rune lægger an til start i første nummer – det er rock, og det er hurtigt. Nogle sekunder inde i sangen kommer Chrissy på scenen og griber mikrofonen. Hun opfordrer publikum til at fylde de næsten fem meter, der er mellem dem og scenen. ”Så bliver det fedest for både os og jer!”, konstaterer hun. En 20-30 stykker af salens godt 150 tilskuere følger opfordringen. Så synger hun. Det er vildt – og publikum har svært ved at stå helt stille. – Da vi begyndte, var vi noget mere poppede, forklarer Rune og fortsætter:- Men det var ikke rigtig os. Det blev for sødt. Så vi gav den mere gas.

Come closer…

Og det gør de. På Atlas spiller de punk-rock med et twist af pop. Og de ser ud til at elske det – og det gør lytterne også. Det er normalt Chrissy, som kommer med brudstykkerne af tekst, når bandet laver nye numre. Så jammer de sammen, indtil de rammer en god akkord rundgang eller et fedt riff, som de kan bygge videre på. Det har de gjort rigtig meget siden sidste sommer, hvor de spillede koncert på flere kristne sommercamps. – Nu trænger vi til at komme ud med det. Vi er næsten kommet til at udvikle for meget på nogle af sangene, konstaterer Rune med et smil. På Atlas trækker endnu flere frem til scenen. De opfører sig ikke, som om sangene er overudviklede. Tværtimod virker nogen af dem til at have lidt en fest med Chrissys sprøde stemme henover den insisterende rockmusik. Hun synger ”Come closer. Real freedom is possible.”

Semifinale på Voxhall

Få numre senere er festen slut. Good Friday har allerede brugt sin tid på scenen og kan nu bare vente på resultaterne af aftenens afstemning, som kommer, efter sidste band har været på scenen. Hvis Good Friday bliver blandt de fem bedste, går de videre til Østjyllands Semifinaler i Emergenza Festival den 17. april på Voxhall. – Jeg tror måske, vi havde regnet med at gå videre. Det er trods alt over halvdelen, som gør. Men vi blev overraskede over at blive nummer et. Så klappede vi og tog hjem, smiler Rune. Hvis semifinalen i Aarhus bliver til en finale på Train, og den finale bliver til en finale i København, og den bliver til en finale i Skandinavien, som bliver til en finale i Europa, kan Good Friday vinde en Europatur. Helt så høje er deres ambitioner nok ikke. – Vi har ingen anelse om, hvor langt vi kommer. For vi kender ingen af de andre bands. Men vi håber da også at gå videre næste gang, slår Rune fast.


Artiklen fortsætter efter annoncen: