100 forglemmigej-blomster skal minde om det glemte folkedrab

Aharon Manukyan på 102 år er en af de få overlevende fra Det Armenske Folkedrab. Aharon var kun et år gammel, da hans far blev skudt og han selv drevet på flugt. Til højre ses Bibelselskabets Synne Garff overrække 100 forglemmigejer til den armenske ambassadør Hrachya Aghajanyan. Fotos: Les Kaner.
Aharon Manukyan på 102 år er en af de få overlevende fra Det Armenske Folkedrab. Aharon var kun et år gammel, da hans far blev skudt og han selv drevet på flugt. Til højre ses Bibelselskabets Synne Garff overrække 100 forglemmigejer til den armenske ambassadør Hrachya Aghajanyan. Fotos: Les Kaner.

Det danske Bibelselskab har markeret 100-året for Det armenske Folkedrab med mindeblomster til ambassaden og bibler til nutidens Armenien.

Det armenske folkedrab skal ikke gå i glemmebogen. Derfor har Bibelselskabet plantet 100 forglemmigej-blomster ved Den Armenske Ambassade i København.

I disse dage markeres 100-året for det armenske folkedrab i 1915. Mellem en og halvanden millioner kristne armenere blev udryddet af det ungtyrkiske diktatur under det, mange i dag kalder ‘det glemte folkedrab.’
Dengang trådte to danske kvinder til: Karen Jeppe og Maria Jacobsen. De satte livet på spil for at redde tusindvis af armenske kvinder og børn. Derfor mindes de to heltinder stadig vidt og bredt i Armenien.

Stadig nød i Armenien
Synne Garff hjælper den armenske ambassadør Hrachya Aghajanyan med at plante de mange mindeblomster i ambassadens have. Foto: Les Kaner.
Synne Garff hjælper den armenske ambassadør Hrachya Aghajanyan med at plante de mange mindeblomster i ambassadens have.
Foto: Les Kaner.

Bibelselskabet vil nu minde danskerne om det glemte folkedrab og om, at freden stadig ikke har indfundet sig i verdens første kristne land:
– Mange lider også i nutidens Armenien. Nogle fordrives internt fra grænseområdet ved Aserbajdsjan, hvor snigskytter ligger på lur i bjergene. Andre lider under traumer fra krigen i 1991, fortæller international chef i Bibelselskabet, Synne Garff, der har besøgt Armenien og talt med overlevende og deres efterkommere fra folkedrabet.

Donerer børnebibler

For at markere 100-året for folkedrabet vil Bibelselskabet donere børnebibler og hjælp til akutte behov i landet. Bibelselskabets internationale chef siger om markeringen:
– Selvfølgelig skal vi mindes ofrene fra folkedrabet. Og vi skal hjælpe dem, der lider i dag. Det må være lige i Karen Jeppe og Maria Jacobsens ånd, mener Synne Garff.
Hun overrakte de 100 forglemmigejer til den armenske ambassadør og hjalp ham derefter med at plante dem i ambassadens have i Hellerup.