DR K sender ny dokumentar om danske jøder i Theresienstadt

På 70-årsdagen for Danmarks befrielse, den 5. maj, sender DR K kl. 20 den gribende dokumentar ”Danske jøder i Hitlers fangenskab.
Her rejser seks danske holocaustoverlevere tilbage til Theresienstadt 70 år efter, at nazisterne overgav sig, og jøderne blev befriet. De fortæller deres gruopvækkende historier om tilfangetagelsen og 18 måneders kummerlige ophold i den nazistiske koncentrationslejr. De hele begyndte i oktober 1943, hvor 470 danske jøder blev arresteret og tvunget op på kreaturvogne og kørt mod koncentrationslejren Theresienstadt.
”Selve rejsen til Theresienstadt var meget nedværdigende. Vi blev stillet op i rækker, og vi havde ingen fornemmelse af, hvad der skulle ske med os,” fortæller Robert Fischermann, der medvirker i dokumentaren. Jøderne levede i konstant frygt i 18 måneder, hvor de levede med sult, angst og nazisternes forfalskede billeder af stedet.
”Theresienstadt var det sted, hvor min barndom blev ødelagt”, fortæller Birgit Krasnik Fischermann i udsendelsen. En anden øjenvidneskildring kommer fra Poul Brandt:
”De tyske soldater kastede nyfødte børn til hinanden, som om det var en bold. Mødrene stod og skreg efter deres børn. Jeg forstår ikke, hvordan folk kan være sådan mod andre. Det var rædselsfuldt at se på,” fortæller Poul Brandt, der var vidne til oplevelsen som syv-årig i 1943.