Folkemordet i Armenien

Mens vi mindes folkemordet i Armenien i 1915 er det nærliggende at spørge ”hvorfor tier Danmark?” og ”Hvor var Gud?”

“Vor holdning er, at det bør overlades til historikerne at besvare spørgsmålet om, hvad der faktisk skete, og hvorvidt begivenhederne med rette kan betegnes som folkemord.” (Udenrigsministeren).

Jeg forstår ikke Danmarks vægring ved sammen med en række andre EU-lande at betegne massakren i Armenien for 100 år siden for folkemord, men hyklerisk og uforpligtende henvise til historikerne, hvorved vi scorer billigt bifald hos Tyrkiet.
Dog har både Enhedslisten og Morten Messerschmidt fra DF fundet sagen oplagt nok til, at vi bør tone rent flag trods risiko for tyrkisk vrede.

Nu véd jeg godt, at langt de fleste politikere ikke lukker øjnene for den dokumentation, der ligger til grund for folkedrabet, men argumentet går på, at vi ikke skal blande os, selvom vi jo med resten af verden ikke tøvede med at kalde den nazistiske udryddelse af 6 millioner jøder for folkemord.
Er nedslagtning af 1,5 millioner armeniere for lidt til, at denne udåd får samme stempel?

Troværdige vidnesbyrd

At læse blot overfladisk om dette blodbad er næsten ubærligt. Den højt respekterede Sir Robert Anderson (1841-1918), daværende chefanklager ved Scotland Yard og berømt for bl.a. opklaringen af Jack the Ripper-sagen, indsamlede samvittighedsfuldt troværdige vidnesbyrd om de kristne armenieres ufattelige lidelser og brutale nedslagtning, som er for makaber til sarte nerver. De handler nemlig om forsvarsløse, kristne minoriteter, hvis blod flød i stride strømme på byernes gader.
Bøn om barmhjertighed blev af de muhamedanske, tyrkiske bødler mødt med rå hånlatter, der blot forøgede blodtørsten rettet mod både voksne og børn, som de fanatiske Allah-dyrkere betragtede som urene hunde.

Her er nogle citater fra Robert Andersons beretning:

”Den rasende mængde, skummende og sydende i byernes gader, slog ned på de forsvarsløse armeniere, plyndrede deres butikker, tømte hjemmene og spøgede og morede sig med de forfærdede ofre, som katte leger med mus. Bækkene stoppedes af lig. Strømløbene farvedes røde af menneskeblod. Skovåbningerne og klippehulerne befolkedes af døde og døende. Mellem de sorte ruiner af engang blomstrende landsbyer lå forbrændte børn ved deres lemlæstede mødres lig. Ved aftenstid gravedes grave af de stakler, der var bestemt til at fylde dem, af hvilke mange, der letsårede kastedes deri, vågnede under et bjerg af klamme lig og forgæves kæmpede med døden og med de døde, som for bestandig udelukkede fra lys og liv.”

”En mand i Erzerum (nordøstlige del af Tyrkiet), der hørte larmen og frygtede for sine børn, som legede på gaden, gik ud for at søge at frelse dem. Pøbelen vendte sig mod ham. Han bad for sit liv, idet han forsikrede, at han altid havde levet i fred med muhamedanske naboer og oprigtigt holdt af dem. Lederen sagde, at dette ville blive tilbørligt belønnet. Manden blev klædt af og et stykke af hans kød blev skåret ud af legemet og spøgefuldt budt til fals: ”Godt, frisk kød og knagende billigt!” råbte nogle fra hoben. ”Hvem vil købe fint hundekød?” kom det fra fornøjede tilskuere. Staklen vred sig og skreg gennemtrængende, da nogle åbnede en flaske med eddike eller anden syre og hældte det ned i det gabende sår.

”Han råbte på Gud og mennesker om at ende sine kvaler. Men de var kun lige begyndt…”
”Snart efter kom to smådrenge, og den ældre råbte: ”Hairik, hairik (Fader), frels mig! Se, hvad de har gjort ved mig!” og han pegede på sit hoved, hvorfra blodet strømmede over hans kønne ansigt og ned over halsen. Den yngre bror, et treårs barn, legede med noget legetøj af træ. Den forpinte mand blev et øjeblik stille, da han så sine børn og forsøgte forgæves at snappe en dolk fra en tyrk ved hans side. Dette var signalet til at forny hans pinsler. Den blødende dreng blev til slut kastet voldsomt mod den døende far, og de to blev derefter slået til døde, hvor de lå. Det yngre barn sad nær ved og pjaskede sit legetøj i sin fars og brors blod. Et hug af en sabel afsluttede hans korte liv.”
”Mange børn og drenge blev lagt på ryggen og fik halsen skåret over som lam. I byen Pinguan kastede 15 kvinder sig i floden for at undgå vanære.”

I lyset af det kristne martyrium

Hvor var de kristnes Gud? Hvorfor er Han tilsyneladende magtesløs overfor Allahs sværd? Dette er for mange måske en endnu større gåde end dansk fortielse af dette folkedrab! Men denne også for mig uforståelige gåde skal ses i perspektivet af det kristne martyrium, som stadig pågår forskellige steder i verden, ej mindst i Nordkorea.
Martyrernes Kristus-tro med en overnaturlig, indre overbevisning og kraft tålte imidlertid både en kejser Nero, Adolf Hitler, Josef Stalin, Mao Tse -Tung, Idi Amin og hvem der ellers kan nævnes i flæng.
Apostlen Paulus’ sidste ord i NT er ikke religiøst sværmeri, men et levende tros-vidnesbyrd om en levende, nærværende Frelser kort tid før hans forslåede krop knælede for bødlens sværd. Han nåede at skrive: ”Men Herren stod mig bi og gav mig kraft…og han skal bringe mig frelst ind i sit himmelske rige!” (2. Tim. 5:17-18).
Lad så bare opportunisterne vaske deres hænder mht. de islamistiske blodsudgydelser. Et gammelt ord siger: ”Martyrernes blod er kirkens udsæd” og sætter evangeliets anliggende endnu mere i relief omkring en offentlig stillingtagen for eller imod Kristus, som er lysår fra den officielle, tandløse statskristendom.

Kilde: The Silence of God af Sir Robert Anderson