Forbøn for KD – virkede åbenbart!

s4_forbønFor nogle uger siden (uge 15) fortalte vi, at Bess Serner Pedersen med flere har oprettet en forbøns-gruppe, som beder specielt for Kristendemokraterne – der som bekendt har brug for et valg-mirakel.

Men det kristne parti blev ikke inviteret med til tv-udsendelser, hvor fx Uffe Elbæks parti ”Alternativet” gang på gang optrådte. Begge partier er ellers opstillingsberettigede og har cirka samme opbakning i meningsmålinger.
Så Bess opfordrede i sin mail til forbøn for et gennembrud i medierne. Det samme gjorde David Hansen på den Facebook-gruppe, hvor over 1.000 nu beder for Kristendemokraterne.
Og hvad enten man nu tror på, at det skyldes bøn eller ej, så oplevede KD faktisk pludselig at komme i medierne.
Stig Grenov blev bl.a. inviteret med i Jersild uden spin og i Debatten på DR2 om flygtninge. Og selv om det nok ikke var ønsket af partiets ledelse, så kom KD også pludselig i alle medier, fordi finansmanden Klaus Riskjær viste sig interesseret i at opstille for KD. Det opgav han dog senere, og partiets ledelse åndede lettet op. Men partiet havde pludselig fået sit gennembrud i medierne – som bedegruppen havde bedt om.
Forbederne arbejder i øvrigt helt uafhængigt af partiet som et privat tros-initiativ.
Henri.