Forfejlet anti-israelsk aktion mod danske apoteker

- Vi har pligt til at sælge produkter fra alle firmaer, siger Troels Ingemann fra Frederiksborg Apotek.
– Vi har pligt til at sælge produkter fra alle firmaer, siger Troels Ingemann fra Frederiksborg Apotek.

Den 20. april holdt Boykot Israel en aktion i Københavnsområdet mod apoteker, der sælger de israelske TEVA-produkter.

Apoteker Troels Ingeman fra Hillerød valgte at imødegå Boykot Israel-bevægelsens aktion mod israelske lægemidler den 20. april med bl.a. en artikel, som blev bragt i Udfordringen i 2012.

– Jeg mener, der er forfejlet og en stor misforståelse at blande apotekerne ind i en konflikt med Israel. Den debat har ingen plads på apoteket, siger Troels Ingemann. Han anbefaler, at apotekerne afviser sagen.

Imod lovgivningen

En boykot af de israelske produkter ville være ulovlig, mener apotekeren fra Hillerød.
– Apotekerne har en forpligtelse i forhold til lovgivningen til at sælge alle registrerede lægemidler i Danmark, uanset om de er fra Israel eller andre steder fra. Vi har yderligere en forpligtelse til at tilbyde kunderne det billigste af en række ligeværdige produkter, og her er Teva jævnligt det billigste, hvorfor det så skal tilbydes. At gøre andet vil være en overtrædelse af lovgivningen, fastslår Troels Ingemann.
Han citerer fra artiklen i Udfordringen:
”Hvis araberne nedlagde deres våben i dag, ville der ikke mere være nogen vold. Hvis jøderne nedlagde deres våben i dag, ville der ikke mere være noget Israel.”
Organisationen Boykot Israel har tidligere advaret mod fx israelsk frugt, grønt og Sodastream-apparater. Boykot Israel betegner sine aktioner som en protest mod ’israelsk besættelse og apartheid’.