Når den politiske verden påvirkes

Finland har netop fået ny statsminister. Og han bekender sig som troende kristen. (Du kan læse om ham her) I forvejen har Finland en bekendende kristen præsident og en markant kristen kvinde som indenrigsminister.

Vi andre går herhjemme i Danmark og ved knapt nok, om vi skal håbe eller frygte, at det bliver Helle Thorning eller Lars Løkke vi får som statsminister efter det kommende valg.
For kun en håndfuld af Folketingets 179 medlemmer tør åbent bekende sig som troende kristne, for i Danmark er det næsten tabu at sige, at man tror – sådan for alvor.
I Danmark har vi jo lært, at ”vi er alle kristne” – så når nogen bekender sig som kristen, føles det af nogle som en anfægtelse. For er jeg måske ikke kristen?
Men det, vi her taler om, er ikke kulturkristendom. Alle danskere – bortset fra nogle få ateister, muslimer osv. – er jo kulturkristne. Ja, selv Nazar Khader kalder sig for en kulturkristen muslim. Også han er præget af den kristne kultur. Men han er fortsat muslim. Han er ikke frelst ved troen på Jesus Kristus, sådan som Ny Testamente lægger op til. I hvert fald ikke så vidt vi véd.

Hvad er da forskellen på Finland og Danmark?
Forskellen er bl.a., at der de sidste ti år har været en forbønsbevægelse i Finland. Den er oprettet og ledet af en enlig fraskilt kvinde, Päivi Heikkila, som mødte Gud på ny. Hun fik en nød for samfundet – først i sin egen kommune, hvor hun sad i kulturforvaltningen, senere i hele landet. Og hun har inspireret til at danne bedegrupper overalt i Finlands ca. 450 kommuner. Vi har – inspireret af Päivi – derfor opfordret danske kristne til at danne bedegrupper i danske kommuner. (Se side 13.)
Måske tænker du – ligesom jeg tidligere tænkte – at bøn er et temmelig unyttigt tidsfordriv. I kirkerne har man ofte overladt bønnemøderne til ældre kvinder, mens mændene tog sig af de ”rigtige” opgaver. Og det kræver også stor rummelighed at fatte, at der virkelig sker noget i den fysiske verden – ovenikøbet måske noget, der ”ikke kan ske” – når vi går i bøn.
Men Finlands udvikling er et tegn på, at bøn virker.
Derfor håber jeg, at du også vil være med til at bede for Danmark. Enten i en af de ”kommunale” bedegrupper eller på en anden måde. Men ikke tilfældigt og overfladisk, ikke religiøst eller difust. Bed konkret for det, du ser omkring dig.
En dag vil vi se resultatet.