Velsignelse som ringe i vandet

Mama Heidi_04d.inddVed Awake-konferencen i København i 2012 kom Scandinavias grundlægger hen til mig og bad Gud om at velsigne Udfordringen.

Forhistorien er, at Jørgen havde oprettet avisen i 1973, men pga. uenighed skilte bestyrelsen avisen ud fra forlaget i 1989. Efter nogle år fandt vi dog sammen igen på det menneskelige plan. Og nu ønskede Jørgen endda at velsigne os.
Senere opfordrede Jørgen mig til at skrive en bog om en vis Heidi Baker, som jeg dengang kun havde hørt om.
Da vi 2013 blev inviteret til at møde Randy Clark bag scenen, spurgte vi ham om at åbne døren til Heidi Baker.
Randy var nok lidt skeptisk overfor en ubetydelig dansk journalist, men han lagde det i Guds hænder og bad en profetisk bøn om åbne døre.
I oktober 2013 tog jeg til Mozambique, selv om jeg ikke kunne få faste aftaler med Heidis svenske sekretær Marta. Projektet så ud til at mislykkes, indtil jeg en nat efter mange bønner opgav det og forberedte mig på at tage hjem. Men så åbnede Gud døren på vid gab.
I løbet af kort tid fik jeg interviews og adgang til Rolland Bakers vidunderlige fotos. Og bagefter nogle uventede fridage i Douala til at skrive bogen. Det gik let som i en drøm, og jeg følte, at jeg blot ”vandrede i forudberedte gerninger”.
Bogen udkom i 2014 på både dansk og engelsk, og Randy Clark blev så forbløffet over allerede at se resultatet, at han spurgte, om jeg også ville skrive en om hans arbejde! Det har vi nu ikke gjort alvor af.
Midt i processen fik Jørgen Vium så den gode tanke at forære 3.000 børnebibler til Heidis arbejde. Og nu giver forlaget 10.000 flere, som man kan læse i kronikken herover. Velsignelsen breder sig. Og ”på Guds velsignelse beror alt.”