Europas kirker vil hjælpe bådflygtninge

Flygtninge ved Grækenland. Print fra TV 2 Nyhederne 14. juni.
Flygtninge ved Grækenland. Print fra TV 2 Nyhederne 14. juni.

Konferencen for Europæiske Kirker (KEK) udtrykker dyb beklagelse over de mange, som dør under flugt og opfordrer til forbøn og til at tage godt imod migranter i Europa.

Med henvisning til Hebræerbrevet 13:2 ”Glem ikke gæstfriheden…” opfordrer KEK fra et møde i Bruxelles den 4. juni kirkerne til at have fokus på de titusinder, der er druknet på Middelhavet i de sidste årtier.

Politik skaber smuglere

Strenge europæiske migrationsregler gør det i praksis umuligt at komme legalt til Europa, selv for mennesker med stort behov for beskyttelse. Derfor får menneskesmuglere mulighed for at udføre deres skammelige, lukrative forretning, hedder det. Samtidig gør politikerne mere for at stoppe migranterne end for at redde menneskeliv.
Kirker og civile organisationer yder mange steder stor støtte til flygtninge, der når frem til Europa.
Det bedste ville være, at ingen blev tvunget bort fra sit hjemland. Derfor roser KEK de fredsskabende tiltag, der finder sted i Mellemøsten. KEK erkender dog, at mange også fremover vil søge beskyttelse i et andet land.

Det kan kirkerne gøre

På den baggrund opfordrer KEK kirkerne til bl.a.: At bede for flygtninge; mindes dem, der er døde undervejs til Europa, opbygge kapacitet til at tage imod flygtninge; tage debatten med dem, der frygter de fremmede – og opfordre EU’s politikere til at have en mere menneske-centreret migrationspolitik .
KEK er et fællesskab af 114 ortodokse, protestantiske, anglikanske og gammelkatolske kirker fra alle lande i Europa + 40 nationale kirkeråd og organisationer i partnerskab. KEK blev grundlagt i 1959 og har sit hovedkontor i Bruxelles.