Evolutionsteorien skyder sig selv i foden

Hvis evolutionsteorien er sand, er menneskets kognitive evner ikke beregnet til at kende sandt fra falskt men udelukkende beregnet til at sikre overlevelse. Spørgsmålet er, om vi kan stole på Evolutionsteoriens grundlag?

Darwin skrev i ”Origin of Species”: Men hos mig opstår altid den frygtelige tvivl, om vore overbevisninger i sindet, det sind som er udviklet fra laverestående dyr, har nogen værdi, og om de overhovedet er troværdige. Ville nogen stole på overbevisningerne i en abes sind, hvis der overhovedet eksisterer overbevisninger i et sådant sind?

Evolutionsteoriens fader præsenterede således i sit hovedværk læseren for sin tvivl på, at menneskets kognitive evner er pålidelige med hensyn til at lade os kende virkeligheden, sådan som vi forestiller os at kende den.
Er evolutionsteorien sand vil vore kognitive evner jo være udviklet fra laverestående dyr som en slags overbygning på en samling primitive instinkter og reflekser.
Darwin var altså i tvivl om, hvorvidt mennesket overhovedet kan tilegne sig objektiv viden om verden ved hjælp fra evner, som angiveligt kun, som alle andre evolutionære tilpasninger, tjener ét, og kun ét formål: overlevelse. Intet andet end overlevelse tæller jo i evolutionssammenhæng.
Har tilfældig mutation og naturlig udvælgelse produceret denne den nok største forskel på os og resten af dyreverdenen? Hvis det forholder sig sådan, er der ganske rigtigt et problem.
Darwin lod problemet stå uløst hen, måske fordi han fornemmede, at han ikke bare bragte sin egen teori i fare men faktisk bragte al videnskabelig entreprise i fare ved at rokke ved selve fundamentet for at dyrke videnskab, – nemlig vores evne til at ræssonnere.

Skabt i Guds billede

I Bibelen får vi en filosofisk sund og logisk forklaring på, hvor vores kognitive evner stammer fra, og hvorfor de er pålidelige. Med ordene ”I Guds billede skabte han det” får vi at vide, at vi i et vist omfang ligner Gud, hvilket er det, som sætter os i stand til at forstå hans skaberværk.
I en streng materialistisk betragtning er det derimod et faktum, at stof gennem tilfældige processer efter milliarder af års udvikling har opnået evnen til at forstå sig selv.
Den klump stof, vi kalder hjernen, har altså ved sit særlige arrangement af atomer opnået evnen til at tænke. Ånd, kunne man sige, er altså noget, som hævdes at være opstået ved en specifik sammensætning af dødt åndløst stof.
Grunden til Darwins tvivl er, at evolutionsteorien bygger på det princip, at kun overlevelsesfremmende reaktionsmønstre spiller en rolle for arters udvikling. Enhver overbevisning i menneskets sind vil derfor ikke indeholde nogen sandhedsværdi men kun være noget, som tjener en funktion til overlevelse.
Hvis det forholder sig sådan, vakler pludselig tilliden til, at vore kognitive evner kan fortælle os noget om en objektiv virkelighed, altså hvad der er sandt, og hvad der er falsk.
Dermed fordamper også tilliden til videnskabelige teoriers værdi, herunder naturligvis også evolutionsteorien, – ups!
Man kan således konkludere, at hvis evolutionsteorien er sand, er menneskets kognitive evner ikke beregnet til at kende sandt fra falskt men udelukkende beregnet til at sikre overlevelse. En videre konklusion må så være, at hvis evolutionsteorien er sand, kan vi ikke vide, om noget som helst er sandt, inklusive evolutionsteorien.

Hvis evolutionsteorien er sand, er den også falsk

Problemet, som Darwin svagt berørte i 1859, er indenfor de seneste år blevet taget under grundig behandling af den amerikanske filosofiprofessor Alvin Plantinga.
Plantinga viser igennem bøger og foredrag, hvorledes evolutionsteorien i en streng materialistisk fortolkning kommer til at lide af det, som han kalder self referential incoherence – selvrefererende usammenhængighed.
Begrebet kendes bl.a. fra ”løgnerens paradoks”, hvor udsagnet jeg lyver altid! giver problemet, at hvis det er sandt, er det samtidig ikke sandt. På samme måde forholder det sig, hvis evolutionsteorien er sand, – så er den ikke sand, eller vi kan i hvert fald ikke afgøre, om den er sand.
Plantinga forklarer, at i følge evolutionsteorien er menneskets kognitive evner ikke gearede til at forstå virkeligheden men udelukkende gearede til overlevelse. Han giver en række eksempler på overbevisninger, som er forkerte, men som kunne være nyttige i kampen for overlevelse.
F.eks. kunne et urmenneske, som mødte en tiger, tro, at tigeren var et signal til, at et kapløb skulle starte, med det resultat at han spurter afsted alt, hvad han kan. Det er uden betydning, om urmennesket har forståelse for tigerens farlighed, blot hans reaktion er den bedst mulige set fra et overlevelsesmæssigt synspunkt.
Han nævner også en videnskabelig undersøgelse, som fastslog, at det at lide af let paranoia giver øget chance for overlevelse, og som vi ved, er paranoia lig med vrangforestillinger. Plantinga demonstrerer fint, hvordan der i evolutionistisk perspektiv ingen sammenhæng er imellem en korrekt forståelse af virkeligheden og vores evne til overlevelse.
Det er dette faktum, som var grunden til Darwins tvivl, og det, som samtidig fører til den indre konflikt, der automatisk tager livet af evolutionsteorien.

Evolutionsteorien undtaget sin egen analyse

Den amerikanske teolog Tim Keller udstiller evolutionsteoriens konflikt med sig selv således: Hvis en person erklærer, at han tror på Gud, så forklarer evolutionspsykologen, at denne persons tro blot er en evolutionær tilpasning, som har øget overlevelseschancen – eller hvis man siger, at man tror på en højere absolut moral, ja, så vil evolutionisten igen forklare, at netop den tro er en tilpasning, som har øget menneskets overlevelseschance. Siger man så, at man tror på evolution, ja, såhh,- øhhh.
Alle menneskelige overbevisninger kan i følge evolutionsteorien reduceres til overlevelsesfremmende redskaber.
Men evolutionsteorien, som jo også er en menneskelig overbevisning, er imidlertid nødt til at undtages sin egen analyse, hvis den skal bibeholde sin status som videnskabelig sandhed.
Tim Keller viser på en humoristisk måde, at evolutionsteorien er en skalpel, som gladelig bruges til at dissikere enhver menneskelig overbevisning med, men undtaget fra dissektion er altså sjovt nok altid evolutionsteorien selv.
Den berømte forsker og overbeviste evolutionist Francis Crick skrev i The Astonishing Hypothesis: Vores højt udviklede hjerner blev ikke gradvist dannet under presset af at skulle opdage videnskabelige sandheder, men de blev udviklet alene for at gøre os kloge nok til at overleve. Vil det så sige, at Crick ikke anså sin egen teori for en videnskabelig sandhed?
Professor Plantinga, som også har sans for humor, bruger udtrykket, at evolutionsteorien skyder sig selv i foden. Jeg kan så brygge videre på den vittighed og spørge, om en teori, som har skudt sig selv i foden, kan blive ved at være gangbar.

Evolution bør erklæres for en ugyldig hypotese

Problemet med den selvrefererende usammenhængighed burde være nok til at afvise evolutionsteorien som en videnskabelig hypotese.
Enhver hypotese, som besidder en indre konflikt, bør straks afvises, og en indre konflikt af denne kaliber burde få alle filosofiske advarselslamper til at blinke med teksten: ADVARSEL – UGYLDIG HYPOTESE!
Darwin erkendte problemet, hvilket vidner om, at han var en langt mere fornuftig videnskabsmand end vor tids evolutionister, som i ateismens navn fastholder troen på en teori, som efter den videnskabsfilosofiske målestok kan og bør erklæres ugyldig.