Vi måtte ikke være børn i min kirke

Kære Orla Lindskov.
Jeg har været på dine møder. Men da der altid har været mange til forbøn, har det ikke været muligt at betro dig, hvad jeg har på hjertet.
Men det presser mig mere og mere. Så nu kontakter jeg dig pr. brev. Jeg håber, at du efterfølgende vil tage mig og min situation med i din forbøn.
Jeg er meget belastet af min fortid, både fysisk og psykisk. Jeg er en kvinde på 32, og jeg kommer fra det, jeg vil kalde en menigheds-familie.
Hermed mener jeg, at mine forældre og også vi søskende var dybt engageret og integreret i mine forældres frikirke, hvor der var ret strenge normer for, hvordan man skulle opføre sig.
Dette gjaldt for de voksne, men sandelig også for os børn. Det medførte, at jeg udviklede mig til det, jeg vil kalde: en selvudslettende pige.
Det lå slet ikke i luften, at jeg som barn kunne udtrykke mine følelser klart og tydeligt. Det var for eksempel ikke i orden, hvis vi som børn i menighedslokalerne var højrøstede og græd. Det var virkeligt, som om mine forældre og de andre voksne i menigheden ikke kunne klare børns følelser. De dårlige måtte vi i hvert fald skjule.
Det var, som om det lå i luften, at kristne børn altid skulle smile og være glade. Så var de voksne i menigheden også tilfredse og glade.
Det virkede, som om de voksne blev irriterede, hvis nogen af os græd. Jeg havde det svært med det, for som barn havde jeg meget let til gråd. Men jeg skulle altid være det glade barn.
Og hvis jeg fx søndag formiddag hellere ville ud at lege med de andre børn på vejen end at gå med mine forældre og mine søskende i kirke og i søndagsskole, så sagde mine forældre, at jeg var egoistisk. For så tænkte jeg kun på mig selv og ikke på mine søskende og de andre børn i søndagsskolen. Jeg fik at vide, at så var tom leg vigtigere for mig end Gud.
Nu er det så, jeg føler, at jeg betaler en regning fra min barndom. Jeg oplever angst, depression og migræne-anfald samt kronisk fordøjelsesbesvær. Jeg oplever også ligegyldighed overfor mennesker og overfor Gud.
Jeg har selv to små børn i den følsomme alder, og jeg vil så gerne, at de skal vokse op og få en sund udvikling og ikke ende som mig med psyko-somatiske lidelser.
Orla Lindskov, kan du hjælpe mig med nogle råd, der kan hjælpe mig, for så hjælper du også mine børn.
Med hilsen fra
En mor på 32

Svar:

Tilgiv og velsign dine forældre – det gør godt

Kære mor på 32
Først vil jeg sige, at det er afgørende for et barns sunde psykiske udvikling, at det får mulighed for at udtrykke sine følelser.
Det er ikke godt, at de voksne bliver irriterede, når barnet viser følelser. Det kan være sorg eller glæde, men også vrede eller frustration. Følelser skal der helst være plads til.
Det hører med til forældres og voksnes fysiske og psykiske omsorg for barnet, at de kan rumme disse følelser.
Får barnet mulighed for overfor en forstående voksen at udtrykke sin sorg eller vrede, så vil såret efter en dårlig oplevelse læges.
Sker dette ikke, men bliver barnet tvunget til at fortrænge sine dårlige oplevelser, så kan såret efter de dårlige oplevelser ved mindste anledning springe op og begynde at bløde igen.
Det er måske det, du oplever nu op i voksen-alderen ved det, du kalder psyko-somatiske lidelser.

“Det er en kendsgerning, at en del forældre og voksne ikke magter at rumme børns følelser, selv ikke de følelser, jeg vil kalde de ”rimelige” følelser.”

Dette kan også gælde for voksne i en menighed. Mange magter ikke børns følelser, fordi de mangler overskud. De er trætte. Mange har heller aldrig lært, hvordan de skal håndtere følelser hos børn eller følelser i det hele taget.
Følgen heraf kan blive, at barnet til sidst opgiver at mærke sine egne følelser. Det kan give en ”selvudslettende pige” som resultat.
Du skriver, at et andet resultat af din barndom er ligegyldighed overfor mennesker og overfor Gud.
Det er måske forståeligt, at du oplever det sådan. Men det er bestemt ikke godt for dig og for dit liv. For Gud er ikke ansvarlig for de fejl, vi mennesker begår. Han er heller ikke ansvarlig for manglende evner og manglende visdom hos de voksne i forbindelse med børns opdragelse.
Ligegyldighed over for mennesker generelt er ikke godt for dit liv. Det er en dårlig sæd at så.
Jesus siger jo, at det, du sår, kommer du selv til at høste.
Det betyder, at sår du ligegyldighed overfor mennesker, så vil du før eller siden høste ligegyldighed fra mennesker.
Jeg tror, at du skal prøve at komme videre i dit liv. Du skal tilgive fortiden, din barndoms menighed og dine forældre.
De dårlige oplevelser du fik, blev ikke gjort for at gøre dig ondt. De blev faktisk gjort for at hjælpe dig, selv om det var en misforstået hjælp. Tilgiv dem alle og velsign dem. Det vil virke som en medicin til dit legeme og til din psyke. Selvfølgelig kan det være en kamp at tilgive. Men gør det alligevel.
Heldigvis ved vi, at ingen forældre er perfekte. Og tilgiver du dine forældre og velsigner dem, så er der et stort håb om, at dine børn også vil velsigne dig og tilgive dig. Dette råd er min hjælp til dig, og samtidig vil det blive en hjælp til dine børn.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov