Berømt salme opføres som musical på Broadway

Salmen Amazing Grace (Forunderlige nåde) er skrevet af den tidligere slavehandler John Newton. Josh Young (i midten) spiller den unge Newton i musicalen Amazing Grace, der nu opføres på Nederlander Theatre Broadway.
Salmen Amazing Grace (Forunderlige nåde) er skrevet af den tidligere slavehandler John Newton. Josh Young (i midten) spiller den unge Newton i musicalen Amazing Grace, der nu opføres på Nederlander Theatre Broadway.

Historien bag ’Amazing Grace’ kan nu opleves på Nederlander Theatre i New York.

Verdens nok allermest elskede salme, Amazing Grace, opføres nu som musical på Broadway.

– Historien bliver fortalt helt uden ironi. Der er ikke engang en dansende nonne med, skriver The Wall Street Journal den 1. juli.

Slavehandleren mødte Gud

Musicalen fortæller den sande beretning fra det 18. århundrede om den engelske sømand og slavehandler John Newton. Han havde ikke nogen kristen baggrund, da han som ung blev tvangsudskrevet til tjeneste i Englands Royal Navy. Senere blev han kaptajn på sit eget slaveskib.
Under en voldsom storm i 1748, hvor Newton frygtede, at skibet ville synke, råbte han til Gud om hjælp med ordene: Herre, forbarm dig over os. Skibet kom godt igennem stormen, og for Newton selv begyndte et nyt liv med Gud.
I første omgang stoppede han dog ikke som kaptajn for slaveskibet. Men han begyndte at behandle slaverne mere humant, indtil han i 1750 gik i land og giftede sig med sin gamle kærlighed, Mary Catlet.

Først mange år senere, da Newton var blevet præst i England, skrev han sin berømte salme om Guds forunderlige nåde.

Slavehandlen blev afskaffet

I England kom Newton til at kende vækkelses-prædikanten George Whitefield, der var leder af den calvinistiske ”Methodist Church”. Newton blev også meget begejstret for John Wesley, stifteren af Metodismen.
Som prædikant kom Newton selv til at påvirke William Wilberforce, der blev leder i kampen for afskaffelse af slaveriet i England. Det skete i 1807.

Ærlig tro på Broadway

– Det er sjældent, man møder stykker med ærligt religiøst indhold på Broadway.
Men samarbejdet mellem de to producere, der til sammen har skaffet 16,4 millioner dollars til opførelsen, er om muligt endnu mere usandsynligt, vurderer Wall Street Journal.
Den ene af de to er Carolyn Rossi Copeland, som normalt arbejder med andre teatre. Den anden er den 82-årige forretningsmand Alexander Rankin fra Pennsylvania, som blandt andet producerer fjedre til industrien.
– Det er stort teater, og det taler både til folks hjerter og deres sjæle, siger Carolyn Rossi Copeland. Også hendes medproducer vil sende et budskab til folk:
– Jeg kan lave alverdens fjedre. De giver penge. Men en musical af denne kaliber på Broadway kan forvandle folks liv, siger Alexander Rankin om sin støtte til musical-projektet.

Obama sang salmen

Carolyn Copeland har udtalt sig om Guds hånd i timingen omkring opførelsen på Broadway.
-Vi ventede på at få et teater fra december til april. Det lykkedes endelig sidst i april, så vi havde forpremiere den uge, da det skrækkelige skete i vores land, siger Copeland. Hun hentyder til skyderiet i en kirke i Charleston i juni, hvor ni sorte mistede livet.
Senere, under mindesamværet, sang præsident Obama med på Amazing Grace, og pludselig blev vi bedt om at være med i landsdækkende tv. Det var en utrolig timing, at vi ikke åbnede før, mener Carolyn Copeland.


Artiklen fortsætter efter annoncen: