Cafégudstjeneste på Geværfabrikken

Under cafégudstjenesten vil der være rytmiske sange og mulighed for samtale omkring bordene både før og efter en letforståelig prædiken.
Under cafégudstjenesten vil der være rytmiske sange og mulighed for samtale omkring bordene både før og efter en letforståelig prædiken.

Kulturhuset i Otterup danner rammen om en gudstjeneste i afslappet stil den 23. august.

Gudstjenesten i Geværfabrikken den 23. om eftermiddagen vil være målrettet personer, der ikke er vant til at gå i kirke.

Det fortæller Ruben Tychsen fra Jacobskirken i Odense.
Han lover, at gudstjenesten i Otterup vil foregå i en afslappet caféstil med nutidige, rytmiske sange og rig mulighed for samtale omkring bordene både før og efter selve gudstjenesten. Emnet for prædikenen er ”Ske din vilje”. Den vil være let tilgængelig samt krydret med humoristiske indslag og dagligdags eksempler.
Efter gudstjenesten serverer Jacobskirken grillpølser med brød, sodavand og kaffe.
– Formålet med gudstjenesten er at præsentere den kristne tro på Jesus på en nærværende og nutidig måde, og vi håber, at gudstjenesterne i Geværfabrikken på sigt kan blive en månedlig tilbagevendende begivenhed, oplyser Ruben Tychsen, som er ansvarlig for arrangementet.
Jacobskirken, der ligger i centrum af Odense, er en del af Apostolsk Kirke. Den er også medlem af FrikirkeNet, der er en paraplyorganisation for omkring 90 frikirker fra forskellige kirkesamfund.
Bodil