nor:lyd vil sætte spor med nyt album

Foruden forsanger Christina Donslund Steen består nor:lyd af Anders Vestergård (trommer), Christian Engmark (keys/programming), Klaus Klokmose Nielsen (guitar) og Jacob Kofoed Bredtoft (piano).
Foruden forsanger Christina Donslund Steen består nor:lyd af Anders Vestergård (trommer), Christian Engmark (keys/programming), Klaus Klokmose Nielsen (guitar) og Jacob Kofoed Bredtoft (piano).

Fem år efter deres første udgivelse er det danske band nor:lyd klar med et nyt personligt album.

Det er fem år siden, nor:lyd udgav sit første album, ’Handler om dig’, med sange fra sangbogen ’Fællessang 3’.

Nu rører det sjællandske band igen på sig og udgiver den 19. september sine egne sange, der er inspireret af bandets personlige liv med Gud.
Bandet har de sidste år skrevet sange og spillet dem rundt om i landet, og da der opstod en mulighed for at udgive sangene hos JFish, slog nor:lyd til og gik i studiet.
– Når vi har givet koncerter, er vi ofte blevet opmuntret til at udgive vores sange, så vi er meget glade for, at det nu bliver til virkelighed, og vi kan komme ud til flere med vores musik, siger Christian Engmark, der er manden på keys og programmering i bandet.

Fritidsmusikere med noget på hjerte
nor:lyd, som består af nogle venner og fritidsmusikere fra Nordsjælland og København, mener, at der er brug for flere danske sange om det kristne håb og Guds kærlighed, og det er blevet et kald for bandet, der skriver sange om deres egne erfaringer med Gud i stort og småt.
Sangene på det kommende album handler blandt andet om at søge og lytte til Gud, om frygt, identitet og kontroltab og om at leve i Guds trofaste nærvær og håb.
– Vi har noget på hjerte, som vi tror er vigtigt at dele, og så vil vi gerne lave musik, der sætter spor af håb og glæde hos dem, der hører den, siger Christina Steen, der er forsanger i bandet.

Album-release på musikfestival

Det nye album bliver fejret på udgivelsesdagen, hvor nor:lyd holder reception og release-koncert den 19. september på den kristne musikfestival A Day of Praise. Det er andet år i træk, at bandet optræder på festivalen i Hillerød.
På YouTube kan man allerede nu høre nor:lyds første single ’Du er nær’.
Red.