Danskere på Jerusalem-march

I år var der flere danskere end tidligere blandt de 5.500 kristne udlændinge, som marcherede gennem Jerusalem under Løvhyttefesten.
I år var der flere danskere end tidligere blandt de 5.500 kristne udlændinge, som marcherede gennem Jerusalem under Løvhyttefesten.

Israelerne var begejstrede over de 5.500 kristne fra 90 nationer, som deltog i løvhyttefesten.
– Dette er selve højdepunktet for mange kristne. Vi blev omfavnet og fik en varm modtagelse af israelerne langs ruten, fortæller mediedirektør David Parsons fra den Internationale Kristne Ambassade Jerusalem (IKAJ) til Karmel Israel-Nytt.

Forrest i IKAJs gruppe fra Norge gik nogle kvinder i nationaldragter, til trods for at der var over 30 varmegrader i Jerusalem. Nationaldragterne vækker altid begejstring i Israels hovedstad.
Parsons vurderer, at der deltog omkring 200 fra Finland. Der var 150 nordmænd tilmeldt Ambassadens løvhyttefest-arrangement. Desuden deltog blandt andet Kystradioen med sin egen gruppe.
Tilslutningen fra Sverige og Danmark var nok lidt større i år, med flere små grupper. Et flag fra Island tittede også frem tæt ved danskerne.

Flere med fra USA og Asien

Fra Brasilien deltog 600 mod 900 sidste år. De er ifølge Parsons ramt af den stærke kurs på shekelen. Men USA sendte 500 personer, hvilket er det højeste antal i ti år. Fra Sydafrika kom der 300, og fra Kina, Hong Kong og Taiwan kom 300. Parsons mener, at der i alt var 1500 deltagere fra Asien.
– Der var tilmed deltagere fra lande, som er fjendtlige mod Israel. Jeg snakkede med en evangelisk kvinde fra det muslimske land Malaysia. Hun fortalte, at hun kom, fordi hun elsker Israel, sagde Ziv Goldfisher fra Icon Media til Karmel Israel-Nytt.
Han siger, at også Egypten var repræsenteret i Jerusalem-marchen. Og israelerne langs marchruten var vældig begejstrede over alle de kristne, som kom. ”Der var så meget støtte til Israel”, sagde Ziv Goldfisher.

Ikke mission

To chefrabbinere, David Lau og Yitzhak Yosef, har opfordret jøder til at holde sig borte fra IKAJs konference. De mener ifølge Times of Israel, at den er et forsøg på at konvertere jøder til kristendommen. Tidligere har enkelte da også uddelt kristne pamfletter.
– Men vi mødte stor entusiasme langs Jerusalem-marchens rute, også fra ortodokse jøder. Der var en ultraortodoks jøde, som sagde til mig, at vi er velkomne, siger David Parsons.
Han påpeger, at israelere under 30 år er vokset op med et kristent indslag og er vant til at se de kristne. Parsons mener, at dette lover godt for et fremtidigt venskab.
– Vi har skrevet i vort hæfte, som deles ud, at folk ikke må uddele kristne tryksager. Det, der deles ud, er søde sager og flag, understreger David Parsons.

Læs også om terror mod jøder under løvhyttefesten.