Stævne i Karlslunde Strandkirke

Ken Shigematsu (til højre) er en spændende og dynamisk formidler, siger sognepræst Jesper Oehlenschläger.
Ken Shigematsu (til højre) er en spændende og dynamisk formidler, siger sognepræst Jesper Oehlenschläger.

Lørdag d. 7. og søndag d. 8. november er der efterårsstævne i Karlslunde Strandkirke.
Temaet for stævnet er ”Gud i mit alt – når troen og hverdagen mødes”. Det omhandler begreber, som når kirkeligheden og virkeligheden mødes.
De to væsentligste foredragsholdere er Ken Shigematsu fra Tent Church i Vancouver samt sognepræst Jesper Oehlenschläger.
Ken arbejdede hos Sony Corporation i Tokyo. Han har studeret filosofi og teologi og har en doktorgrad i teologi. Han har skrevet bogen ”Gud i mit alt”. Jesper Oehlenschläger har skrevet bogen ”At blive sig selv med Guds hjælp.” De to bøger sælges til særpris i forbindelse med stævnet.
”Jeg stødte på Ken for nogle år siden i Canada og oplevede ham som en spændende og dynamisk formidler. I Strandkirken nyder vi at få gode input udefra. Vi ønsker at være en del af ”den store kirke” og er ikke bange for at lære noget fra andres traditioner. Det er vigtigt, at man beholder en stor del af sin tradition, men man må ikke glemme at være åben for fornyelse i vores kirker rundt omkring. I Strandkirken lægger vi vægt på begge dele,” siger Jesper Oehlenschläger.
Tilmelding og bogbestilling kan ske via kirkens hjemmeside.