Jeg har følelser for min mands kammerat

Flere steder skriver du om en bekymring for dit ægteskab. Det fortæller mig, at du dybest set ønsker at bevare det. Det er godt og ansvarligt.
Flere steder skriver du om en bekymring for dit ægteskab. Det fortæller mig, at du dybest set ønsker at bevare det. Det er godt og ansvarligt.

Kære Suh.
Jeg står i et forfærdeligt dilemma. Min mand og jeg har et rigtig godt vennepar. Manden i venneparret er min mands gode kammerat helt tilbage fra gymnasietiden.
Det forfærdelige er, at jeg er begyndt at få følelser for min mands kammerat. Vi snakker godt sammen, og han og jeg har den helt samme humor. Jeg har altid nydt det ping-pong, der har været imellem os, når vi har været sammen alle 4. Her på det sidste har det bare ændret sig. Når vi er sammen, fokuserer jeg alt for meget på den forkerte mand, og jeg mærker forelskede følelser i mig, når jeg tænker på ham.
Det er så pinligt og pinefuldt, og jeg er i vildrede over, hvad i alverden jeg skal gøre. Jeg er så bange for, at det eskalerer, og at det kommer til at ødelægge mit ægteskab. På en måde har jeg lyst til, at vi helt bryder kontakten med dem – men det bliver også svært at forklare min mand hvorfor?
Og hvis jeg fortæller ham sandheden, hvad vil det så gøre ved vores ægteskab? Og deres kammeratskab?
Hilsen Kone i dilemma

Kære Kone i dilemma
Forelsket – også i andre, end den man er gift med – kan vi alle blive, men hvad der er vigtigt, når/hvis det sker, er hvad vi gør ved det. Du stopper op og søger råd. Det er godt og ansvarligt! Flere steder skriver du om en bekymring for dit ægteskab. Det fortæller mig, at du dybest set ønsker at bevare det.
Men du har fået følelser for en anden, en af jeres gode venner. Du fortæller, at du har kendt ham længe, og at disse følelser pludselig er vokset frem. Det er en vigtig oplysning, for det betyder, at selvom I altid har haft det ”ping-pong”, som du omtaler, så har det ikke tidligere været noget, der har vakt romantiske følelser i dig!? Det er altså ikke selve konstellationen af dig/ham, der er problemet.
I stedet er situationen et udtryk for, at der er noget, du mangler at få indfriet i dit eget forhold. Prøv at tænke over, hvad det er, der vækker de forelskede følelser i dig hos den anden mand? Er det, at I griner sammen, morer jer sammen? Og hvordan ”snakker I godt sammen”? Er han bedre til at lytte? Mere interesseret? Spørger han mere ind? Hvis du vil tage ansvar for dit ægteskab, så arbejd på, hvordan du får disse elementer ind i dit eget ægteskab!
Du behøver efter min mening ikke nødvendigvis fortælle din mand om følelserne for hans kammerat, da jeg skelner klart imellem at have følelser/lyst til noget – og så på at handle på det. Som det er nu, har du ikke brudt dit løfte til din mand om at være ham tro, tværtimod kæmper du for at honorere dette løfte. Men det bliver nødvendigt, at du fortæller din mand, at der er nogle ting, du mangler i jeres forhold. Sørg for at fortælle ham helt konkret, hvad han kan gøre. Mænd er ikke tankelæsere og kan nogle gange ikke selv regne ud, hvad det i praksis betyder, at ”jeg har brug for mere opmærksomhed”. Betyder det, at jeg skal give dig flere blomster? Eller at jeg skal stirre mere på dig? Eller?
Når du og din mand begynder at fokusere på, hvordan I kan genskabe nogle af de ting, I garanteret gjorde pr. automatik i begyndelsen af jeres forhold, så kan jeg næsten garantere dig for, at dine følelser for den anden mand vil stilne af.
Hilsen Suhif (document.currentScript) {