Solhvervsfest eller gammeldags højtid?

Julesalmerne er en god modvægt til den gamle hedenske solhvervsfest og den moderne materialisme.

Jeg husker, vor kommunistiske og ateistiske klasselærer på Højdevangens Skole på Amager ved juleferiens begyndelse pirkede lidt harcellerende ved vor barnlige julestemning og ikke vidste, om han skulle sige: ”god solhverv” eller en ”glædelig jul”.

Jeg blev sur på ham, for hedenskabets solhvervsfest med bakkantisk løssluppenhed (efter Bakkus, vinens gud) mente jeg for længst hørte vikingetiden til med Odin og Thor og drikkegilderne til deres ære.
Men klasselæreren var måske realistisk nok, eftersom den såkaldt kristne jul vitterlig er et sammensurium af hedensk frådseri og religiøs fromhed.
Efter sigende er der flere og flere, der synes, det kan være tilstrækkeligt med jul hvert 2. år, da velfærdsstaten hele året bugner med bordets glæder, som julefrokosten ikke kan gøre markant bedre, selvom vi ikke må glemme, at Danmark stadig huser fattige, som håber på en julepakke fra Frelsens Hær hvert år.

Julen er ikke en løgn

Julens afkristning befordres, paradoksalt nok, også ind imellem af præster, for hvem jomfrufødslen, Betlehem, stalden og krybben, hyrderne og de vise mænd m.m. kun er myter, men dog skal forkyndes som smuk poesi eller, for skams skyld, som om det virkelig er sket, omend det er løgn det meste af det. For tager vi løgnen fra mennesket, fratager vi håbet, som Henrik Ibsen siger i skuespillet ”Vildanden”. Men er julen kun løgnens håb?
Jeg protesterer vildt og inderligt, idet jeg går til den kilde-instans, som virkelig, modsat bibelkritikere, har noget at sige, ligesom jeg i forretningslivet aldrig lod mig kyse af en eller anden skrankepave eller -hyæne, men hellere gik direkte til firmaets øverste instans med mit forretningsanliggende.
Og julens øverste, veldokumenterede instans er selve evangeliet, sådan som det under Himlens bevågenhed er os overleveret gennem godt 2.000 år.

Julens øverste instans er selve evangeliet

Jeg afviser altså myte-påstanden og anerkender det uforfalskede juleevangeliums mægtige, hyppigt gentagne ord ”Det skete”, som på latin hedder ”faktum est”. Jeg ynker den næsvise afvisning: ”Det siger mig ikke noget!”
Søren Kierkegaard gør i ”Sygdommen til døden” op med denne fripostige ligegyldighed, som han sammenligner med en majestæts besøg i en by, der med magistraten i spidsen ”fornemt” udtaler: ”Dette kommer ikke os ved!”
Denne ligegyldighed er dog for intet at regne mod ligegyldigheden overfor universets Gud og Skaber, som i Kristus er kommet til os.

Julesalmer som modvægt

Men vi skal ikke smide barnet ud med det snavsede badevand. De danske julesalmer er evergreens, og var de skrevet på engelsk, ville de være i verdensklasse. Brorsons pietisme frastøder så godt som ingen danskere i julen, som vil mangle sin åndelige fylde uden hans julesalmer. Da han viste sin tyske, men dansk-talende (og -skrivende) ven, provst Johann Hermann Schrader, udkastet til ”Den yndigste rose er funden…” udbrød denne bevæget: ”Aldrig har jeg vist, at det danske sprog kunne være så smukt!”
Men salmebogens repertoire af gedigne julesalmer er stort, og det vil klæde kristne hjem at gøre rigt brug af dem i hele julemåneden, ja gerne før adventstiden.
Det finder jeg betimeligt at sige, da det er min klare fornemmelse, at salmesangen i hjemmene i vid udstrækning er forstummet. Jeg har endda hørt nogle sige, at den slags kun hører hjemme henne i kirken, men det er en misforståelse, som julen burde kunne rette op på.
Der klages ind imellem over dekadent forkyndelse i kirken. En meget travl præst, som jeg lytter til regelmæssigt i en af oplandets landsbykirker, betroede mig: ”Jeg glæder mig til, at jeg som pensionist kan få tid til at læse og fordybe mig i Bibelen”, underforstået at det har han ikke rigtig tid til i øjeblikket.
Men da må forkyndelsen også blive derefter.
En trøst for os ”underernærede” kirkegængere er da, at vore gamle salmer i sig selv kan være opbyggelige prædikener, som nogle af os endda får lyst til at digte videre på.
Julesalmerne kan, hvis vi også lader dem slippe til udenfor kirkens mure, være en probat modvægt til julens oppustede materialisme og forspisthed, som for længst har nået et mætningspunkt.

Mormors barmhjertighedskurve til de fattige

Min morfar havde ikke noget særligt romantisk eller sentimentalt forhold til julen, selvom hans store porcelænsforretning lukrerede på de mange julekunder. Retfærdigvis skal det også siges, at min mormor sørgede for, at hjemmet var fyldt op med mange ”barmhjertighedskurve” til de fattige og med den obligatoriske KMA-kalender med et Guds ord til hver dag i året.
Morfar ”julede” ikke i gængs forstand, men ved juletid var der i hans hyggelige mødesal på Nørrebro, hvor han prædikede evangeliet for ”slummen”, dækket op med lange borde, hvor kvarterets fattige blev inviteret til dejlig mad – en kær kvinde fra hans menighed stod for en speciel lækker oksekødssuppe – og der manglede ikke noget.
Disse festlige lejligheder husker jeg ret levende, og de blev et absolut højdepunkt i julen. Selv som barn kunne jeg blive rørt over at se de fattiges taknemmelighed. En kvinde var så fattig, at hun som kjole blot viklede et stykke stofklæde om livet. Der var også lotteri, højtlæsning, megen sang og naturligvis forkyndelse, som min morfar enten stod for, eller – hvad han foretrak – havde overladt til en gæstetaler. Nå ja, også dér kom Brorsons julesalmer til deres ret, for min morfar var en svoren Brorson-fan.
Mit hjerte står dem særligt nær, der bruger julen til en ekstra anledning for evangeliet.
Min gode ven, Ove Stage i København, står for distributionen af det, han kalder ”den lille hjertebog”, en ypperlig lille sag på 6×6 cm, som i sit specielle venlige design klæder julen særligt godt (julen er jo hjerternes fest!), og som han får en særlig indgang med i julen, sådan som han i øvrigt får det hele året.
Lad så julen i sin oprindelse være aldrig så hedensk. Solhverv er ”slået” på sin egen banehalvdel og må give plads for Kristus, retfærdighedens sol.
Ja, for som Han kom hin julenat, kommer Han endnu i 2015 til os i en mørk kulturel og politisk nat i en verden fuld af ængstelse og pessimisme som aldrig før.
Budskabet om ”fred på jord” tørster mange mennesker instinktivt efter, dvs. den evige, transcendente fred i den korsfæstede og opstandne Frelser til troens modtagelse eller hovmodig forkastelse.
Derfor til dig, kære læser, uden ”spin” og solhvervs hedenskab: Glædelig jul!