Katolsk kirke: Kom hjem!

Denne mobile kirke indgår i den katolske kirkes fremstød i Nykøbing Falster.
Denne mobile kirke indgår i den katolske kirkes fremstød i Nykøbing Falster.

For fjerde år i træk byder Den katolske kirke i Nykøbing F. ”Velkommen hjem”.

I perioden fra 10.-14. februar er den katolske kirke i Nykøbing Falster, Hellig Kors Kirke, åben fra morgen til aften.
Det sker ved arrangementet ”Velkommen Hjem”.
Kirken er i disse dage som et hjem, hvor man kan komme fra morgen til aften.
– Man spiser sammen, og idet vi er en multikulturel menighed, vil der være meget spændende mad, man beder sammen, man er sammen ligesom en familie, lyder det fra arrangørerne, der også tilbyder at tage ud til de mennesker, der af forskellige årsager ikke har mulighed for at komme.
– Og hvis man ønsker det, har vi Jesus selv med, i form af kommunionen (Jesu hellige nadver), som betyder meget for os katolikker.

Gademission og foredrag

Den katolske kirke vil også være at finde tre steder i lokalområdet.
Det er Den mobile Kirke, der er på gaden i Nykøbing F., Nr. Alslev og Sakskøbing.
Om aftenen er der forskellige foredrag. Inge Norling kommer og fortæller om sin kaldelse til at starte et hjem op for hjemløse. Niels Svensson kommer og fortæller om Jesu Ligklæde.
– Den kristne psykolog Peter Damgaard-Hansen vil tale om Adam og Eva og den dysfunktionelle familie: Hvorfor er det ikke altid lige nemt at være familie? oplyser arrangørerne.
Ligeledes vil der være børnekirke, hvor dukken Eliza under messen/gudstjenesten bl.a. vil stille præsten naive spørgsmål. Gospelkoret Soul Invitation, som korleder Stefan Ægidius er tovholder for, giver koncert.
Arrangementet er for alle, både katolikker og ikke-katolikker, men er primært arrangeret for mennesker, der er kommet ”væk” fra deres kirke , eller slet ikke kender den Katolske Kirke.