Direkte fra stor turné til Danmark

1. juni tager For King & Country hul på den danske sommer med koncert efter vinterturné i USA.

På onsdag den 1. juni besøger det australsk/amerikanske pop/rock band ”For King & Country” Danmark, når brødrene Smallbone giver koncert på Hermans i Tivoli Friheden, Aarhus.

Bandet, der er blevet beskrevet som det kristne svar på Coldplay, kommer til Danmark efter tre måneder som hovednavn på den største kristne musikturné, Winter Jam Tour Spectacular.
Brødrene Luke og Joel Smallbone, der udgør for King & Country, har for år tilbage sunget kor for deres søster Rebecca St. James.
Nu har brødrene fået et hav af nomineringer og priser – toppet med to Grammy Awards for bl.a ”Best Contemporary Christian Music Performance”.
– Folk kan forvente en vanvittig koncert med det mest populære kristne band pt. Det er en unik oplevelse, fordi de kun spiller seks steder i Europa, siger promoter Dyveke Nepper.
42 instrumenter
Brødrene i bandet ventes at tage mange instrumenter i brug ved koncerten, bl.a. cello og forskellige slags trommer.
– De har mange instrumenter med, også nogle som har været udfordrende at få fat på – og totalt set siges det, at der bliver 42 instrumenter på scenen, siger Dyveke Nepper.
Koncerten foregår på det nye spillested Hermans, der ligger centralt placeret i Tivoli Friheden.