FN beder Mission Øst stå for uddeling af mad i Irak

Denne gruppe er netop ankommet til Kirkuk på flugt fra IS. Foto: Mission Øst.
Denne gruppe er netop ankommet til Kirkuk på flugt fra IS. Foto: Mission Øst.

FN har ikke mad nok på lager til at hjælpe nytilkomne flygtninge i Kirkuk i Irak. Den kristne nødhjælpsorganisation Mission Øst vil fra denne uge dele mad ud til 5000 mennesker.
Mission Øst træder til med kort varsel for at skaffe mad til omkring 5.000 fordrevne sunni-muslimer i en lejr i Kirkuk i det centrale Irak.
Normalt tager FN sig af fødevareforsyningen i Nazrawa-lejren, men da organisationen har underskud af fødevarer de næste to uger, har de bedt andre organisationer om at træde til med det samme.
Mission Øst arbejder allerede i lejren. Siden fredag har 800 familier fået hver en pakke med nok fødevarer til to uger. Pakkerne indeholder bl.a. ris, hvedemel, linser, olie, tomatpuré, sukker, salt og te.
Hver dag kommer nye flygtninge og fordrevne til lejren. Nogle flygter fra IS, andre for at komme i sikkerhed væk fra krigszonen.
– FN har bedt os træde til med nødhjælp til denne udsatte befolkningsgruppe, der har oplevet de værste overgreb, man kan forestille sig. De har set myrderier, voldtægter og bortførelser i hobetal. Det er fantastisk og utroligt modigt, at de har kunnet flygte fra IS. Nu skal de have hjælp med det samme. Vores mål er altid at hjælpe de mest udsatte, uanset deres etniske eller religiøse baggrund, siger Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner.
SL/Bodil