Brand på sygehus skabte travlhed på sømandshjem

Der stod høje flammer op fra patienthotellet ved sygehuset i Aasiaat, så patienter og personale måtte evakueres til sømandshjemmet 700 meter fra sygehuset. Fotos: Peter Thaysen Laurberg.
Der stod høje flammer op fra patienthotellet ved sygehuset i Aasiaat, så patienter og personale måtte evakueres til sømandshjemmet 700 meter fra sygehuset. Fotos: Peter Thaysen Laurberg.

Patienter på sygehuset i grønlandske Aasiaat blev evakueret til sømandshjemmet ved brand.

Lørdag den 18. juni udbrød der brand på patienthotellet ved sygehuset i Aasiaat. Branden var så voldsom, at personale og patienter måtte evakueres.

Lørdag aften klokken 22.30 blev Gyda Sørensen, bestyrer på Indenlandsk Sømandsmissions sømandshjem i Aasiaat, ringet op fra kommunen.

– De spurgte, hvor mange ledige værelser, vi havde på sømandshjemmet, for der var udbrudt en brand ved sygehuset, og man måtte evakuere, siger Gyda Sørensen.

Gyda og Anders Sørensen er bestyrerpar på Sømandshjemmet i Aasiaat.
Gyda og Anders Sørensen er bestyrerpar på Sømandshjemmet i Aasiaat.
Alle lokaler i brug

Sømandshjemmet ligger cirka 700 meter fra sygehuset.
– Vi var i byen hos naboen til sygehuset og havde set, at brandbilerne kom. Jeg løb tilbage til sømandshjemmet, siger Gyda Sørensen.
Et kvarter senere begyndte de første patienter og personale fra sygehuset at dukke op. Vinden var vendt, og det var nødvendigt at evakuere sygehuset også.

– Alle 50 værelser blev taget i brug, og i dagligstuen var der ti, der sov på madrasser på gulvet. Et af rummene blev indrettet til en fødestue og et andet rum til et kuvøsebarn. Fødestuen blev der dog ikke brug for, siger Gyda Sørensen.
Branden opstod ved 21-tiden lørdag aften ved patienthotellet i Aasiaat. KNR oplyser, at 10 patienter og 31 medarbejdere fra sygehuset blev evakueret på grund af røgudviklingen fra patienthotellet.
Ved 5.30-tiden søndag var den omfattende brand på patienthotellet i Aasiaat under kontrol.

To volontører på sømandshjemmet blev sat til at smøre mad til de mange evakuerede.
– De smurte mad i to timer, og der var en ok stemning, selv om det blev en lang nat, siger Gyda Sørensen.
Normalt huser patienthotellet foruden patienter også den del af sygehuspersonalet fra andre steder i Grønland og Danmark, der arbejder på sygehuset. Derfor står Sømandshjemmet stadig for en del af den midlertidige genhusning.

I løbet af søndagen blev der iværksat en tøjindsamling til de berørte af branden.
– Flere mistede mange af deres ejendele ved branden, siger Gyda Sørensen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Sygehusdriften blev genoptaget i løbet af mandagen efter branden, oplyser KNR.