Høns på motorvejen

Af Bodil Lanting Cand. teol.  bibeloversætter og journalist
Af Bodil Lanting
Cand. teol.
bibeloversætter
og journalist

Jeg så et regulært skrækscenarie for mig: Jeg var på jagt efter flaksende fjerkræ mellem dyttende biler i fuld fart. Blod og fjer overalt. Hvordan skulle det dog gå med den fjerkræhandel på motorvejen ved Kolding?

Jeg tager alle bekymringer på forskud. Til gengæld håber jeg, at jeg ikke opfører mig som en kylling, når det virkelig gælder.
Vi skulle have fem nye høns til at æde ukrudtet og gøde grantræerne bagerst i haven. Og så skulle de selvfølgelig lægge dejlige æg og give nabobørn og spejdere noget hyggeligt at se på. Det var gået godt i flere år med fem høns. Da de så ikke var mere (noget med en økse, må jeg indrømme) ville jeg jo gerne have nye af slagsen, som stammer fra et rugeri i Vendsyssel.

Vores kirkesanger havde bestilt 20 daggamle kyllinger og havde en aftale om at møde rugeriejeren på motorvejen. Så kunne vi jo lige så godt hente dem alle på en gang, selv om rugeriet ikke havde nogen, der var ældre end fire uger. Det var så en ny bekymring – hvordan skulle de små kræ overleve i en husstand med en kat, der tidligere har klaret at fange en fasan???

Men det gik selvfølgelig helt uden problemer. Rugeriejeren og hans kone, hvis tyskklingende navn betyder ”ulv”(!) er de sødeste mennesker. De holdt allerede på rastepladsen, og vi kunne parkere lige ved siden af dem. De fire-ugers stod klar i en kasse og kom straks over i vores bil. De daggamle skulle flyttes over i nogle dårlige kasser – som blev fikset med lidt gaffatape. Så kunne vi afregne og køre videre med pip i bilen.
Det gik også godt med at få kyllingerne på plads på hvert sit sted. Hjemme hos os gennemfører vi apartheid: Når kyllingerne er ude, er hunden bundet og katten inde. Og omvendt. At der så alligevel var en kylling, der hang med alt det, der kunne hænge og døde efter et par dage, er en anden snak.

Et par uger senere besøgte vi familien i Holland og fik til vores overraskelse i allersidste øjeblik et par kyllinger på alder med vore egne med hjem i bilen. Normalt er det ikke godt at sætte nye høns ind til gamle. Men nu ville vi prøve – de havde jo alligevel ikke kostet os noget.
Da vi nærmede os den danske grænse, fik jeg pludselig en ny bekymring: Der er jo grænsekontrol nu om dage. Tænk om politiet fandt på at stoppe os i jagten på illegale flygtninge? For det er måske slet ikke lovligt at transportere kræ over grænsen? Selv EU’s hunde og katte skal jo have pas, når de krydser grænser!

Men vi blev ikke stoppet den søndag eftermiddag. En betjent sad mageligt i en politibil med blinkende lygter ved højre side af vejen, mens en anden holdt øje med folk fra venstre. Vi så åbenbart ikke mistænkelige ud og vores – måske – illegale kyllinger larmede ikke, da det gjaldt.
Vel hjemme igen fodrede jeg de fire gamle, før jeg satte de nye kyllinger ind i buret. Lidt mad-koma er ikke at foragte. Indtil videre går det godt. Også selv om den ene af de nye vist er en hane. Men vi har flinke naboer, så vi finder nok ud af det.
Og jeg er blevet mindet om det med, at vi ikke skal bekymre os. Ganske vist døde en kylling under uforudsete omstændigheder. Til gengæld fik vi to nye, så der er stadig overskud.

For Gud er god – og det nytter jo alligevel ikke at bekymre sig.