450 var på UMOs familielejr i Fjellerup

Deltagerne nød det gode vejr på Fjellerup Efterskole, hvor Ungdom Med Opgave holdt deres årlige familielejr. Her er det præsteparret fra Græsted frikirke, Lisbeth og Leif Junchershøj.
Deltagerne nød det gode vejr på Fjellerup Efterskole, hvor Ungdom Med Opgave holdt deres årlige familielejr. Her er det præsteparret fra Græsted frikirke, Lisbeth og Leif Junchershøj.

Der var fyldt godt op på UMOs familielejr på Nyt Livs efterskole i Fjellerup i uge 30.

450 deltagere – heriblandt både børn og voksne – havde en festlig uge, hvor de nød fællesskabet og undervisning.
Lejren var tidligt lukket for tilmelding på grund af de mange deltagere.
Årets gæstetalere var John og Tessa Gillespie fra USA. De træner til dagligt præster og ledere i hele verden gennem organisationen ”Global Training Network.

Mens familielejrene tidligere handlede meget om systematisk undervisning i bedre familieforhold, har man de senere år lagt mere vægt på forkyndelsen. Tanken er, at der ikke kommer orden på familielivet, før den enkelte findes sin plads i forhold til Gud.
Hovedtalerne talte især om forventninger til himlen, og hvad det betyder for vores tid på jorden. Tessa Gillespie talte bl.a. om evangeliets udbredelse gennem historien.

Hovedtalerne var Tessa og John Gillespie, USA.
Hovedtalerne var Tessa og John Gillespie, USA.

Der var også gruppesamtaler, hvor man havde mulighed for at tale om familiens trivsel.
Og med kun to kilometer til en af områdets bedste badestrande og dobbelt-is til samme pris, tilbragte mange deltagere også de møde-fri eftermiddage her.
UMO er tværkirkelig, og der var både deltagere fra folkekirken og mange forskellige frikirker.
Deltagerne kunne vælge at bo på værelser og på camping. Og der var fælles måltider, så man ikke skulle bruge tid på at lave mad. Den frihed satte især kvinderne pris på.