Åndeligt barnemad?

Af Henri Nissen Ansvarshavende redaktør
Af Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør

Mange af os har i sommer været på bibelcampings. Og forhåbentlig er vi vendt hjem med større åndelig forståelse og lyst til at følge Jesus mere helhjertet.

I Hebræerbrevet kap. 5,12-14 skriver forfatteren til nogle kristne, som også havde hørt og oplevet så meget, – men de kom åbenbart ikke ud af stedet…

– I har nu været kristne i lang tid, og I burde derfor kunne undervise andre, men i stedet trænger I til igen at blive undervist om de grundlæggende sandheder i Guds ord. Ja, I er som små børn, der endnu kun tåler mælk og ikke fast føde, skriver brevets forfatter. Og så forklarer han, hvorfor det er vigtigt, at vi ikke bliver hængende, men vokser åndeligt:
”De, der lever af mælk, har svært ved at forstå Guds planer. De er endnu på begynderstadiet. Men den faste føde er for de modne kristne, som gennem øvelse har lært at skelne mellem det rigtige og det forkerte.”

I Danmark gør vi en dyd ud af ikke at udvikle os som kristne. Det er blevet fromt at være på begynderstadiet. Men det er falsk ydmyghed. For ganske vist siger Jesus, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige, men Jesus var vred over disciplenes manglende åndelige vækst og forståelse. ”Hvor længe skal jeg blive hos jer!” udbrød han.

I Fillipperbrevet kap. 1,9 beder Paulus om, ”at jeres kærlighed må blive ved med at vokse, og at I må få stadig større åndelig forståelse og dømmekraft.
Hvorfor? Vers 10: ”så I kan skønne, hvad der er det væsentlige og træffe de rigtige valg.”

Det største problem blandt danske kristne i dag, er, at vi ikke kan bedømme, hvad der er væsentligt. Kirkerne går op i alt mulig andet end det ene nødvendige.
Når Paulus taler om INDSIGT, så er det heller ikke viden. Det er ikke uddannelse og kurser. Det er den åndelige indsigt, som Helligånden giver – til enhver, som vil tage imod den indsigt. Men der er én forhindring:

Hvis vi vil ledes af Gud, høre Guds stemme, og vokse åndeligt, så må vi holde op med at være hovmodige, dvs. stolte, selvkloge, stædige – eller religiøst ydmyge, som også er en form for hovmod – for så får vi Gud som modstander…!
”For Gud modarbejder de hovmodige, men de ydmyge giver han nåde.” (Jakobs brev 4,6)